Svenske bagmænd skal i fængsel for salg af kopidesign

Ejerne af Designers Revolt skal i fængsel. Det har den svenske landsret afgjort ved en ankesag i går. Landsretten har øget den oprindelige straf og sender bagmændene i fængsel i henholdsvis halvandet og to år.

I oktober 2016 blev Designers Revolt dømt skyldige for salg af kopivarer, men de valgte at anke dommen, der dengang lød på halvandet års fængsel for to af bagmændene. I går blev ankesagen afgjort. Den svenske landsret fastholdt, at kopivirksomheden er ulovlig. Designers Revolt skal kompensere danske rettighedshavere, og denne gang bliver tre af bagmændene sendt i fængsel. Den ene bagmand skal to år i fængsel, mens to andre slipper med halvandet år. Dermed har to af bagmændene fået en strengere straf af landsretten, end de fik af byretten.

Designers Revolt har solgt dansk kopidesign af blandt andre Arne Jacobsen, Hans J. Wegner, Børge Mogensen og Poul Henningsen. Derfor anmeldte RettighedsAlliancen i 2013 hjemmesiden til svensk politi.

Den svenske IP-taskforce fungerer
Svenskerne har siden 2008 haft en IP-taskforce, som håndterer IP-kriminalitet. Derfor har politiet i Sverige haft mulighed for at trække Designers Revolt i retten for at bryde loven. Inden da stoppede politiet de ulovlige aktiviteter, beslaglagde tusindvis af kopiprodukter og indefrøs penge. Inden sagen blev anmeldt til den svenske IP-taskforce, havde rettighedshaverne anmeldt sagen til dansk politi – men det førte ikke til, at politiet håndterede sagen.

I Danmark har politiet nemlig ikke haft de samme muligheder som i Sverige. Før nu. I november 2017 løftede justitsminister Søren Pape Poulsen nemlig sløret for en ny forsøgsordning med en IP-taskforce. Det er en markant styrkelse af indsatsen mod den hastigt voksende IP-kriminalitet. Derfor er der store forhåbninger til, hvad politiet nu også vil kunne gøre i Danmark.

Læs mere om den svenske dom her.

Sådan er reglerne

Det er lovligt at eje kopivarer til eget brug i Danmark.

Du må dog ikke købe kopivarer med henblik på videresalg.

Køber du kopivarer online inden for EU, er der en risiko for, at de bliver standset af SKAT i tolden. Du risikerer at blive stævnet af den virksomhed, der har rettighederne til produktet, hvis de vurderer, at det ikke er til eget brug. Dine varer bliver tilbageholdt, indtil sagen er afgjort.

Køber du kopivarer online uden for EU, risikerer du, at dine varer bliver destrueret af SKAT. Hvad enten det er til eget brug eller ej.