Socialdemokratiet foreslår handlingsplan mod IPR-kriminalitet i medieforhandlinger

“Den ulovlige aktivitet på nettet trækker en masse finansiering ud af dansk film og tv. Kan vi dæmme op for piratkopiering, så ville man kunne skaffe langt flere kroner til danske producenter”, siger medieordfører Mogens Jensen.

(Kilde: Politiken, 31. januar 2018)

 

Læs Politikens artikel om udspillet fra Socialdemokratiet her.

Det ulovlige marked dominerer i dag forretningsvilkårene på nettet og står i vejen for udvikling og indtjeningsmuligheder for de kreative brancher. Det vil politikerne nu gøre noget ved, og en konkret indsats introduceres altså nu som en del af forhandlingerne om det kommende medieforlig af Socialdemokratiet.

Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, beskrev på Copydan Verdens TV’s konference på Christiansborg den 18. januar bekæmpelsen af det ulovlige marked som et af de vigtigste indsatsområder for at sikre finansiering af dansk indhold fremover.

I slutningen af 2017 introducerede regeringen en IP-taskforce hos Bagmandspolitiet, som skal tage sig af den strafferetlige håndhævelse af IPR-sager, omend kun i første omfang som forsøgsordning. Læs mere her.

Et næste vigtigt skridt i arbejdet med at sikre et solidt grundlag for at bekæmpe de ulovlige markeder er i dag taget med Socialdemokratiets udspil. Det indebærer flere midler og en national handlingsplan til bekæmpelse af det ulovlige marked, som skal være en del af det næste medieforlig. Det foreslås, at en national handlingsplan skal finansieres med en million kroner årligt fra overskydende licensmidler (public service-puljen), samt ved at digitale distributører pålægges at betale til bekæmpelsen. Herudover foreslås det, at internationale streamingtjenester også forpligtes til at bidrage. Det er vigtige initiativer, der kan sikre en mere stabil og solid platform for indsatsen mod ulovligt indhold.

Rettighedshavere og centrale onlineaktører står i dag sammen i bekæmpelsen af det ulovlige marked. Dette brede samarbejde har skabt fundamentet og forudsætningerne for den indsats, vi i RettighedsAlliancen sammen med vores medlemmer gør. Det er godt nyt, at det offentlige Danmark nu går ind i bekæmpelsen af ulovligt indhold, som både rammer virksomheder og brugere.

Vi har i mange år arbejdet for at udvikle og teste værktøjer, der virker i bekæmpelsen af det ulovlige onlinemarked, og vi har løbende indsamlet data om det ulovlige marked. Vi er samtidig lykkedes med at flytte trafik fra det ulovlige hen til det lovlige marked, men hvis de enkelte værktøjer for alvor skal have en effekt, skal indsatsen skaleres op og udbredes, og her er det afgørende, at der bliver skabt et stærkere samarbejde mellem alle aktører og myndighederne.

Det er vigtigt, at IPR-kriminalitet nu for alvor tages seriøst. Yderligere tiltag bør sikre, at bekæmpelsen udbredes til, at myndighederne også kan blokere for IP-kriminelle tjenester.