Webbutikker med ulovlige kopier af dansk design blokeres

Ægget, Svanen, Koglen m.fl. Der var masser af ulovlige kopier af danske designklassikere på hylderne i de syv udenlandske webbutikker, som Sø- og Handelsretten i dag har bestemt skal blokeres.

RettighedsAlliancen har gennem årene været hos domstolene og løbende fået rettens ord for, at internetudbyderne skal blokere for ulovlige film- og tv-tjenester, hvorfra der i Danmark er blevet streamet og fildelt flittigt. Disse blokeringer har vist sig særdeles effektive til at begrænse danskernes ulovlige færden på internettet, som både skader den danske filmproduktion og er af stor risiko for brugerne selv, som i en ud af tre tilfælde udsættes for fjendtlige angreb på deres computere ved besøg på disse tjenester. Senest afsagde Retten i Horsens i går en afgørelse, der indebærer, at de 30 mest populære sites nu bliver blokeret.

Blokeringer omfatter også hjemmesider, der tilbyder andre varer end film- og medieindhold, nemlig webbutikker, der sælger fysiske kopier af kendte møbler og lamper skabt af hæderkronede danske arkitekter og designere som Arne Jacobsen, Børge Mogensen, Poul Henningsen og Hans Wegner. Dette salg af ulovlige kopimøbler via nettet udgør en illegal forretning i milliardklassen, og det er nu lykkedes at få sat en stopper for det ulovlige salg ved at få blokeret for adgangen til syv af de mest populære af disse hjemmesider ved en afgørelse fra Sø- og Handelsretten. Ved at blokere for brugernes adgang til hjemmesiderne, så er det sværere for danske brugere at komme ind på hjemmesiderne, og dermed er adgangen til at købe kopier af de danske designklassikere blevet stærkt begrænset.

Afgørelsen i dag bekræfter en retspraksis fra domstolene, som allerede har sat en stopper for en række ulovlige hjemmesider og annonceindtægter i danske medier.

Kvaliteten af de kinesiske kopivarer lever ikke op til standarden og er derfor med til at give et negativt image til dansk design og det stolte danske håndværk, der er berømt i hele verden for sin kvalitet og æstetik. Det ulovlige kopisalg har store konsekvenser for de danske møbel- og lampefirmaer, der i dag producerer disse designklassikere.

Det er særegne lokale regler i enkelte EU-lande, der har mudret billedet, for det er rigtig vigtigt at understrege, at der er tale om ulovlige kopivarer, og det er ulovligt at tilbyde dem til danske kunder. Bagmændene bag salget af designkopier har været dygtige til at flytte deres aktiviteter til steder, hvor det er svært at håndhæve, enten fordi reglerne er anderledes, eller fordi myndighederne ikke effektivt har kunnet gøre noget.  Hovedformålet bag disse webbutikker er dog ulovligt, og den store innovation hos bagmændene er også med til at understrege, hvor lukrativ deres ulovlige virksomhed er – både fordi der er mange penge at tjene, og fordi håndhævelsesrisikoen er meget lille.

Som dansk kunde risikerer man, hvis der overhovedet sendes en vare fra den ulovlige webbutik, at varen bliver konfiskeret i tolden eller – hvis den kommer frem – at kopien ikke lever op til den forventede kvalitet, hvorefter der ikke gælder nogen garanti. Det er tilmed ulovligt at videresælge møblet, hvis man skulle få behov for det på et tidspunkt.