Enhver, der skaber et værk, har ret til selv at bestemme, hvordan og hvor det kan benyttes. De har ophavsretten til værket.

For at fx en indholdstjeneste kan udbyde et produkt i deres butik, som hvis Netflix vil udbyde en film, skal de indgå aftale med den, som har rettighederne til filmen om, at de gerne må tilbyde den til deres kunder. Det kræver altså en tilladelse fra filmskaberen for, at man må stille filmen til rådighed på sin indholdstjeneste.

Man har som ophavsmand både ret til helt at nægte andres brug af det værk, man har skabt og man har ret til at kræve betaling i modydelse for en tilladelse til, at andre kan benytte værket.

Spørgsmålet om en indholdstjeneste på internettet er lovlig eller ej hviler altid på, om de har aftaler med dem, som har rettighederne til de produkter, tjenesten vil sælge, udleje eller tilbyde gennem et abonnement.

Når en rettighedshaver giver tilladelse til, at fx vedkommendes film må være tilgængelig på en tjeneste – typisk mod betaling og gennem en nøje præciseret aftale om brugen, som både ophavsmanden og tjenesten har underskrevet – er tjenesten lovlig.

Omvendt er de tjenester, der ikke har indgået aftale med rettighedshaverne til de produkter, de stiller til rådighed, ulovlige.