FAQ

Her skal stå en kort fangende tekst om hvad rettigheder er…

Vestibulum ultrices aliquam tortor, in aliquet lorem lobortis ac. Fusce faucibus nisi vel sagittis vulputate. Quisque mollis auctor volutpat. Quisque diam metus, egestas ac risus ut, scelerisque vestibulum diam. Nam diam dui, suscipit sit amet neque in, dapibus sodales quam. Aliquam justo mauris, finibus sed interdum ultrices, posuere quis leo. Ut urna mi, efficitur eu ex at, ullamcorper gravida orci.

Aliquam erat volutpat. Ut vitae mi eget risus mattis eleifend ac blandit erat. Quisque dui nibh, tempus nec orci sit amet, pretium lacinia nibh. Duis tincidunt id felis eget tempor. Duis inter

 

Hvad gør en indholdstjeneste lovlig eller ulovlig?

Enhver, der skaber et værk, har ret til selv at bestemme, hvordan og hvor det kan benyttes. De har ophavsretten til værket.

For at fx en indholdstjeneste kan udbyde et produkt i deres butik, som hvis Netflix vil udbyde en film, skal de indgå aftale med den, som har rettighederne til filmen om, at de gerne må tilbyde den til deres kunder. Det kræver altså en tilladelse fra filmskaberen for, at man må stille filmen til rådighed på sin indholdstjeneste.

Man har som ophavsmand både ret til helt at nægte andres brug af det værk, man har skabt og man har ret til at kræve betaling i modydelse for en tilladelse til, at andre kan benytte værket.

Spørgsmålet om en indholdstjeneste på internettet er lovlig eller ej hviler altid på, om de har aftaler med dem, som har rettighederne til de produkter, tjenesten vil sælge, udleje eller tilbyde gennem et abonnement.

Når en rettighedshaver giver tilladelse til, at fx vedkommendes film må være tilgængelig på en tjeneste – typisk mod betaling og gennem en nøje præciseret aftale om brugen, som både ophavsmanden og tjenesten har underskrevet – er tjenesten lovlig.

Omvendt er de tjenester, der ikke har indgået aftale med rettighedshaverne til de produkter, de stiller til rådighed, ulovlige.

Hvordan kan vi være så præcise med vores data?

I RettighedsAlliancen har vi data , hvor meget en dansk film er blevet downloadet, som f.eks. ’Fasandræberne’ blev downloaded xxx gange internationalt. Det er er meget præcise tal baseret på data fra en avanceret monitoreringsteknologi.

Vores leverandør af denne data, Mark Monitor, overvåger P2P trafik og leverer data på antal ulovlige unikke downloads foretaget fra danske og internationale IP-adresser. Det overvågede materiale er nøje udvalgt og indeholder musik og film fra danske producenter. I Mark Monitor’s data kan indhold filtreres helt ned til anvendte IP-adresser, lande, regioner, etc. men ikke personlige oplysninger som navn og adresse. Dette giver et præcist dataset der i detaljer beskriver omfanget af overtrædelser på overvåget materiale. De tal vi får fra Mark Monitor er konservativt sat, da fejlkilder og usikkerheder er filtreret fra, for at sikre et veldokumenteret dataset.

Med 16 års erfaring indenfor Digital Brand Protection og AntiPiracy Services, og repræsentation for mere end halvdelen ”fortune 100” virksomheder, er Mark Monitor en sikker leverandør af valid data på området.​

Skriv eller ring, hvis du ønsker mere information.

Hvorfor er Netflix lovlig?

Netflix har indgået aftaler med samtlige rettighedshavere til filmene på deres tjeneste, og de har dermed fået lov til at tilgængeliggøre filmene for deres kunder. Rettighedshaverne aflønnes som modydelse for at stille filmene til rådighed på Netflix, og det er på denne baggrund, at det koster et mindre beløb for den enkelte bruger at få adgang til at streame Netflix’ katalog af film og serier.

Netflix er verdens førende abonnementsbaserede internettjeneste for film og serier. Tjenesten startede i 1997 i USA, hvor abonnenter lejede DVD-film som de fik tilsendt med posten. I dag er deres forretning primært baseret på en abonnementstjeneste på internettet, hvor man som abonnent betaler et månedligt beløb, for at have adgang til de film og serier, der er på tjenesten.

Hvorfor er Popcorn Time ulovlig?

PopcornTime er en meget brugervenlig og teknisk velfungerende tjeneste, hvor man kan streame film og serier uden nogen form for betaling som modydelse. Den helt store forskel på PopcornTime og eksempelvis Netflix er imidlertid de manglende aftaler med rettighedshaverne. Popcorn Time betaler ikke rettighedshaverne, når de stiller deres film til rådighed for brugere af tjenesten.

Skaberne af de film, der kan streames på Popcorn Time, har altså aldrig givet tilladelse til, at deres film findes på tjenesten. Der er heller ikke nogen, der modtager betaling for brugen af deres film, og annonceindtægter med mere fra tjenesten går udelukkende til de mennesker, der har etableret og driver Popcorn Time.

Når man som bruger streamer film fra en tjeneste som Popcorn Time, bryder man ophavsretsloven. Læs mere under ”Hvad sker der rent ophavsretligt, når man streamer musik og film?”.

Er streaming ulovligt?

Spørgsmålet om streaming er lovligt eller ej afhænger fuldstændigt af, hvad man streamer.

Streaming er en teknologi til at forbruge indhold med og kan benyttes til både lovlige og ulovlige indholdstjenester. Fx er Netflix en lovlig streamingtjeneste, mens Popcorn Time er ulovlig.

Hvis man fx streamer en ophavsretligt beskyttet film, er det kun lovligt, hvis ophavsmændene til filmen har givet tilladelse til det, som det er tilfældet med Netflix. Hvis man udelukkende streamer reklamer eller andet indhold, fx folks egne videoer lagt op på YouTube med deres samtykke, som ikke er ophavsretligt beskyttede, kræves der ingen tilladelse fra nogen rettighedshaver. Man kan frit streame indholdet.

Men hvis indholdstjenesten, du streamer en film hos, ikke har en aftale med rettighedshaveren om at måtte videreformidle filmen, er det ulovligt. Et eksempel her er tjenesten Popcorn Time, der ikke betaler rettighedshaverne for de film, man kan se via tjenesten.

Hertil kommer spørgsmålet, om det kun er tjenesten, der gør noget ulovligt, eller om du som bruger også foretager dig noget ulovligt ved at streame indhold, som er gjort tilgængeligt uden tilladelse fra rettighedshaveren? Rent juridisk foretager både den ulovlige streamingtjeneste og du som bruger, når du streamer indhold via en ulovlig tjeneste, en ulovlig handling i strid med ophavsretsloven.

Hvad sker der rent ophavsretligt når man streamer musik og film?

Spørgsmålet om streaming er lovligt eller ej afhænger fuldstændigt af, hvad man streamer.

Streaming er en teknologi til at forbruge indhold med og kan benyttes til både lovlige og ulovlige indholdstjenester. Fx er Netflix en lovlig streamingtjeneste, mens Popcorn Time er ulovlig.

Hvis man fx streamer en ophavsretligt beskyttet film, er det kun lovligt, hvis ophavsmændene til filmen har givet tilladelse til det, som det er tilfældet med Netflix. Hvis man udelukkende streamer reklamer eller andet indhold, fx folks egne videoer lagt op på YouTube med deres samtykke, som ikke er ophavsretligt beskyttede, kræves der ingen tilladelse fra nogen rettighedshaver. Man kan frit streame indholdet.

Men hvis indholdstjenesten, du streamer en film hos, ikke har en aftale med rettighedshaveren om at måtte videreformidle filmen, er det ulovligt. Et eksempel her er tjenesten Popcorn Time, der ikke betaler rettighedshaverne for de film, man kan se via tjenesten.

Hertil kommer spørgsmålet, om det kun er tjenesten, der gør noget ulovligt, eller om du som bruger også foretager dig noget ulovligt ved at streame indhold, som er gjort tilgængeligt uden tilladelse fra rettighedshaveren? Rent juridisk foretager både den ulovlige streamingtjeneste og du som bruger, når du streamer indhold via en ulovlig tjeneste, en ulovlig handling i strid med ophavsretsloven.

Hvornår må man kopiere en film, et stykke musik eller en bog?

I ophavsretslovens sprogbrug kaldes en kopiering af et ophavsretligt beskyttet værk – fx hvis du kopierer en bog – for en eksemplarfremstilling.

Udgangspunktet inden for ophavsretten er, at man altid skal spørge rettighedshaveren om lov, fx filmproducenten, musikeren eller forfatteren, før man lovligt må kopiere – fremstille eksemplarer – af deres værker.

Der findes dog en række ophavsretlige regler og undtagelser, der i et begrænset omfang gør det muligt at kopiere et værk uden først at spørge rettighedshaveren om lov. Særligt centralt her er reglerne om eksemplarfremstilling til privat og personlig brug og reglerne om citation.

Kopiering til privat og personlig brug

Reglerne om eksemplarfremstilling til privat brug kan virke indviklede, fordi der gælder forskellige regler alt afhængigt af, om du vil kopiere film, musik eller bøger. Dertil kommer, om du har købt det produkt, du kopierer fra, eller fx har lånt en bog på biblioteket eller lejet en film i en netbutik.

Du må gerne kopiere fra en bog, så længe kopieringen sker til privat brug og så længe den ikke er erhvervsrelateret. Privat brug betyder, at du kun må kopiere til dig selv eller til en, du er knyttet til ved personlige bånd. Du må altså gerne kopiere nogle sider fra en bog til dig selv, eller give kopierne til din søster eller far, en god ven eller god kollega. Dette gælder uanset om bogen er lånt på biblioteket eller købt i en boghandel. Men du må ikke sælge kopier fra bøger og tjene penge på det eller begynde at dele kopierne ud til en bred kreds af personer, som du ikke har et personligt forhold til. Det er altid en konkret vurdering, hvor mange kopier af et værk, man må tage, men hvis kopieringen får karakter af masseproduktion er det uden tvivl ulovligt. Man må heller ikke betale et kopicenter og få dem til at fremstille kopier af en bog. Man skal altid selv stå for kopieringen.

Når det kommer til musik og film er reglerne en anelse mere strikse. Det skyldes først og fremmest, at det i dag er blevet utrolig let at kopiere film- og musikværker sammenlignet med fx kopieringen af en bog på en kopimaskine. Der er med andre ord en større risiko for misbrug og krænkelse af ophavsmændenes rettigheder til musik og film, sammenlignet med fx bøger. Den digitale udvikling inden for e-bogsmarkedet vil måske ændre dette billede i en nær fremtid, men foreløbig skelner ophavsretslovens regler mellem kopiering af henholdsvis bøger og musik- og filmværker.

For musik og film gælder, at du gerne må kopiere enkelte eksemplarer så længe kopieringen sker til personlig brug, så længe du kun fremstiller enkelte eksemplarer og så længe kopieringen er fra egne lovligt købte originalprodukter. Det er ikke lovligt at kopiere musik og film, du har lånt på biblioteket, lejet i en netbutik eller lånt af en god ven.

I modsætning til bøger, må du altså kun kopiere til dig selv og din hustand. Ikke til fx kollegaer, studiekammerater, familie uden for hjemmet eller andre, som ikke er en del af din husstand. Kredsen af mennesker, der må benytte de kopier, du fremstiller af musik og film, er med andre ord langt mindre end når du kopierer fra en bog.

Du må gerne brænde en kopi af en CD, fordi du gerne vil have et ekstra eksemplar til bilen og kan altså gøre dette fuldt ud lovligt uden at spørge rettighedshaveren. Men du må ikke kopiere en CD eller en film og dele eksemplarer ud til vennerne på studiet eller kollegaerne på arbejdspladsen.

Hvor mange kopier, du helt konkret må lave uden at bryde loven, er som med bøger altid en konkret vurdering. Generelt er vurderingen dog strengere for musik og film, end for bøger. Og enhver masseproduktion af musik- og filmkopier, også selvom det sker inden for din hustand, er ulovlig.

Særligt for musik og film gælder det, at når du op- og downloader fx en sang fra internettet, sker der rent teknisk en eksemplarfremstilling fra eller på din computer. Hvis du henter musik eller film fra ulovlige hjemmesider på internettet er ”kopieringen” af fx en film derfor også altid ulovlig, da du netop laver en kopi – eksemplarfremstiller – fra et produkt, der ikke er lovligt. Kopiering fra fx et ulovligt eksemplar af en film er altid ulovligt.

Citation – Hvornår må man bruge klip fra film, sample fra musik og citere fra bøger?

En anden måde at kopiere på er gennem citater, hvor der lånes sætninger eller afsnit fra en bog, som genanvendes i en anden sammenhæng. Fx når du låner et tekststykke fra en bog og udgiver den på en hjemmeside, når du låner en bid af en sang og bruger det i din egen sang eller når du benytter et klip fra en film i et filmværk, som du selv har produceret. Helt grundlæggende gælder det, at man gerne må citere fra offentliggjorte værker uden at spørge ophavsmanden om lov, så længe citationen sker i overensstemmelse med god skik og i et omfang som betinges af formålet.

Muligheden for at citere er dog betinget af, at den del af værket, du kopierer, kun er en lille del og at citatet i øvrigt også kun udgør en lille del af det værk, du efterfølgende benytter det i. Det er som nævnt vigtigt, at du indsætter citatet i en sammenhæng, der lever op til kravet om ”god skik”. Fx må du ikke uden videre benytte lånte passager fra film i et andet filmværk med fx seksuelle budskaber eller i en reklamefilm. Den type brug vil altid kræve tilladelse fra rettighedshaveren. Formålet med at citere skal følge et anerkendelsesværdigt litterært eller kunstnerisk formål, og du skal desuden altid huske navne- og kildeangivelse. Når det kommer til tekst, skal citationstegn benyttes, så det klart fremgår, hvilke tekststykker der er citater. Når det kommer til film, må man i Danmark gerne bruge små korte klip fra en film som citater, men man må ikke benytte stillbilleder fra en film. Det vil altid kræve tilladelse fra den, som har rettighederne til filmen.

Men hvor meget må man så citere? Det er altid en konkret vurdering, hvor store passager man frit må låne uden at spørge ophavsmanden om lov. Det afhænger både af størrelsen af det værk citatet indsættes i og størrelsen af det værk citatet hentes fra.

Kortere digte må traditionelt gerne citeres i fuld længde i kritiske eller videnskabelige værker, mens man ikke uden videre kan overtage andres avisartikler i deres helhed. Man må ikke producere film, der nærmest udelukkende består af klip fra andres film, mens et citat eller klip fra en film af en varighed på eksempelvis 2 minutter i en udsendelse på 50 minutter, som udgangspunkt er lovlig.

”Sampling”, hvor musikere låner lydbidder fra andres sange og benytter dem i nye stykker musik, kan ses som en lovlig citation, men det afhænger af citatets længde, og af hvor stor en andel af den originale sang, man benytter. Vurderingen vil også afhænge af lydbiddens genkendelighed. Meget kendte passager fra populære sange kræver typisk tilladelse fra ophavsmanden modsat anvendelsen af mere ukendte passager.

Hvornår må man dele en film, et stykke musik eller en bog med andre?

I ophavsrettens sprogbrug findes der tre måder, man kan dele et ophavsretligt beskyttet værk på. Det kan ske ved en:

  • ”Spredning”
  • ”Offentlig visning”
  • ”Offentlig fremførelse”

Fælles for de tre typer gælder, at det som udgangspunkt altid kræver en tilladelse fra rettighedshaveren at få lov at dele hans eller hendes værk. Undtagelser til dette forekommer kun, når en køber én gang har erhvervet et ophavsretligt beskyttet produkt og sælger dette videre (se mere under ”Spredning af værker”), samt i tilfælde hvor et værk fremføres eller vises i ikke-offentlige sammenhænge, dvs. for en mindre kreds af personer, fx når en film vises til en filmaften hjemme i stuen (se mere under ”Offentlig fremførelse af værker”). I disse tilfælde kræver en deling af værket ikke rettighedshaverens samtykke.

Spredning af værker

Den person, som har skabt et værk eller erhvervet rettighederne til det, har i udgangspunktet retten til at bestemme, hvordan værket må spredes. Det betyder, at det altid er rettighedshaveren, der skal give tilladelse før eksemplarer af hans eller hendes film, musik eller bøger kan udbydes til salg.

Samtidig gælder dog, at så snart en rettighedshaver har givet tilladelse til, at fx en bog må sættes til salg, og bogen er blevet købt af en person, så får denne køber fremadrettet retten til at disponere over bogen. Det er fuldt ud lovligt at sælge en bog, du har købt, hvis du fx bliver træt af den. Du må gerne forære en gammel film til en bekendt og kan uden problemer sætte din samling af gamle CD’er med klassisk musik til salg i Den Blå Avis. Alt dette uden først at spørge de rettighedshaverne om lov.

Spørgsmålet om, hvorvidt salg af brugt musik-, film-, eller bøger i digital form på internettet er lovligt, er langt mere komplekst. Et lovligt køb af brugte værker i digital form kræver helt grundlæggende en vished om at værket i første led er blevet erhvervet på lovlig vis, herunder at den der fx sælger en e-bog efter salget mister retten til at råde over den. Der findes i øjeblikket kun meget få markedspladser på nettet, hvor den slags handler finder sted. Lovligheden af den slags aktiviteter er endnu uafklaret.

Offentlig fremførelse af værker

Det er ophavsmanden, der har retten til at fremføre sit værk offentligt. Det gælder både retten til at bestemme, om en film må vises i biografen eller om et stykke musik må afspilles i et supermarked. Denne form for fremførelse kaldes med ophavsretslovens sprogbrug for en opførelse af værket.

Det er en vigtig del af reglen om fremførelse af ophavsretligt beskyttede værker, at det kun kræver tilladelse fra ophavsmanden at fremføre disse, når opførelsen er offentlig. Det er fuldt ud lovligt at vise et ophavsretligt beskyttet værk, fx en film, for familie og venner hjemme i stuen. Denne slags fremførelse kræver ikke tilladelse fra ophavsmanden. Det centrale er blot, at der skal være et personligt bånd mellem den, der har taget initiativ til at fremføre værket og publikum.

Offentlig fremførelse omfatter også den trådløse eller trådbundne fremførelse af et værk, som finder sted når det gøres tilgængeligt på internettet. For at kunne gøre fx en musikers sange tilgængelige (uploade dem) på YouTube, kræver det vedkommendes tilladelse. Denne form for fremførelse kaldes med ophavsretslovens sprogbrug for en overføring. Overføring omfatter også fremførelse af ophavsretligt beskyttede værker i fjernsynet eller radioen.