Sekretariatet

Foto: Christin Hume

RettighedsAlliancens sekretariat varetager den daglige drift af organisationen. Vi er et lille kontor, lokaliseret på Vesterbrogade, hvor vi samarbejder tæt om at begrænse problemerne med det ulovlige marked. Vores kompetencer spænder fra jura over kommunikation til data og teknisk ekspertise. RettighedsAlliancens tilgange til rettighedsbeskyttelse afspejles i sekretariatet, hvor vores styrke ligger i vores vidtrækkende ekspertiseområder.

Ring til vores hovedtelefon på +45 60566364, eller find specifik medarbejder nedenfor.

Find medarbejder

Allan Bartroff
Senior rådgiver

Som seniorrådgiver inden for public affairs er Allan den, der har fingeren på pulsen, når det gælder om at få RettighedsAlliancens arbejde på den politiske dagsorden. Allan står for kontakt til de danske myndigheder og til nordiske brancheorganisationer, idet han er den der trækker i trådende, når strategi skal omsættes til konkrete initiativer og etablering af eksterne samarbejder.

Allan er desuden involveret i RettighedsAlliancens arbejde med implementering af EU-regulativer, og er derudover involveret i blokerings- og oplysningsaktiviteter som bl.a. Share With Care og undervisningsprojektet Del – Med Omtanke.

Ditte Rie Agerskov
Kommunikationschef

Ditte er ansvarlig for RettighedsAlliancens kommunikationsteam og har det forkromede overblik over vores interne og eksterne kommunikation. Hun er en vigtig brik i den strategiske udvikling af teamets arbejde, og hun har altid en god idé til, hvordan vi bedst får vores budskaber igennem.

Ditte er derudover en haj til at skrive de fondsansøgninger, der er med til at understøtte RettighedsAlliancens kampagner og projekter økonomisk. Ligeledes tager hun sig af pressehenvendelser.

Emilie Mølhave Lorenzen
Projektleder | Oplysning

Emilie er på barsel til maj 2024.

Som projektleder for oplysning har Emilie ansvaret for, at RettighedsAlliancens kampagner udvikles og drives. Hun har kontakten til vores medlemmer samt eksterne samarbejdspartnere indenfor kampagnearbejdet og hun er blandt andet projektleder på kampagnen Os Der Elsker Film. Desuden er Emilie med til at sikre, at kampagnernes hjemmesider altid ser skarpe ud.

Foruden arbejdet med kampagner, er Emilie inde over en række af RettighedsAlliancens administrative opgaver, ligesom hun hjælper til med bestyrelsesarbejdet og er kontorets bogholder.

Iben Kristensen Ohl
Projektleder | Uddannelse

Iben er en del af RettighedsAlliancens kommunikationsteam, hvor hun har ansvaret for projekter og formidling til den yngre målgruppe med fokus på undervisning, norm- og adfærdsændring. Iben spiller dermed en vigtig rolle i udviklingen af RettighedsAlliancens undervisningsforløb.
Derudover er Iben ansvarlig for RettighedsAlliancens ungepanel, der er fast tilknyttet til RettighedsAlliancen.

Desuden bidrager Iben til det øvrige kommunikations- og kampagnearbejde, når der er behov for det.

Lasse Hebsgaard
Legal Content Protection and Enforcement Officer

Med en juridisk baggrund indenfor immaterialret, GDPR og IT-ret er Lasse en vigtig del af RettighedsAlliancens håndhævelsesteam, hvor han håndhæver medlemmernes immaterielle rettigheder.

Lasse er ansvarlig for litteratur- og designområdet, hvor han i tæt dialog med RettighedsAlliancens medlemmer varetager deres interesser indenfor IP-området. Dette inkluderer blandt andet administration af toldovervågninger, blokeringssager, kontakt med offentlige myndigheder i forbindelse med straffesager og deltagelse i RettighedsAlliancens oplysningsindsatser.

Maria Fredenslund
Direktør

Maria er direktør og grundlægger af RettighedsAlliancen og har fra begyndelsen været ansvarlig for den strategiske udvikling og daglige drift af organisationen. Maria er fan af kreativitet og digital innovation, og har derfor dedikeret sig til at sikre kulturbranchens vilkår og rettigheder på internettet. Som advokat med speciale i ophavsret bruger Maria således sin ekspertise til at guide og rådgive RettighedsAlliancens medlemmer til at navigere i ophavsretten, når hun ikke holder landets politikere på tæerne og minder dem om at værne om kulturbranchens rettigheder.

Maria er desuden en af landets skarpeste oplægsholdere og deltager flittigt i paneldebatter både i Danmark og internationalt, og så har hun også undervist unge jurister i ophavsret på Københavns Universitet.

Tlf: +45 21 64 74 48

Thomas Heldrup
Head of Content Protection and Enforcement
Tina Schütz Bonnichsen
Projektleder | Kommunikation

Tina er projektleder og spiller en central rolle i RettighedsAlliancens interne og eksterne kommunikation. Hun er en dygtig formidler, som konstant arbejder på at udvikle organisationens budskaber og fortællinger vedrørende det ulovlige marked. Som en del af dette har hun en tæt kommunikation med RettighedsAlliancens medlemmer og deres bagland. Den viden, hun opnår her, omsætter Tina blandt andet eksternt gennem produktion af nyheder, nyhedsbreve og udarbejdelse af RettighedsAlliancens årsrapport.

Tina er desuden ansvarlig for interne strategiprocesser, hvor hun sikrer, at teamets højtflyvende visioner og sprudlende ideer bliver til konkrete og målrettede ledestjerner.

Tore Behrndt Andersen
Legal Assistant

Som legal assistant håndhæver Tore RettighedsAlliancens medlemmers rettigheder online. Med en interesse for immaterialretten og flere års erfaring med forskellige af Meta og Googles værktøjer, står han for den daglige drift af platformenes DRM-værktøjssæt, samt løbende overvågning og anmeldelse af rettighedskrænkende materiale. Derudover er Tore ansvarlig for analyser af nedtagningsdata og effektmålingsrapporter.

Når Tore ikke er på RettighedsAlliancens kontor, studerer han til daglig jura på Københavns Universitet

Victoria Agerskov
Projektkoordinator

Som en del af kommunikationsteamet er Victoria med til at udvikle og drive RettighedsAlliancens undervisningsforløb og kampagner. Hun er kreativ og spiller en central rolle i udviklingen af organisationens oplysningsindsatsers visuelle udtryk. Det er også hende der har styr på, at RettighedsAlliancens hjemmeside og nyhedsbreve altid står skarpt.

Derudover står Victoria for planlægningen af medlemsarrangementer.

Foto: Thomas Tolstrup