Foto: Pinho

125.000 danske husstande benytter sig af ulovligt IPTV

aug 19, 2022 | Retssager

19. august 2022

RettighedsAlliancen står bag en sag om IPTV, hvor to danske mænd på 42 og 48 år er blevet dømt i en omfattende sag om ulovligt salg af IPTV-abonnementer, der bl.a. tæller 90 danske og 5100 internationale tv-kanaler, foruden adgang til en række streamingtjenester. Sagen er ikke enestående, for en ny undersøgelse viser, at ulovligt IPTV er særdeles udbredt i Danmark, hvor 125.000 husstande benytter sig af den ulovlige metode til at tilgå tv-kanaler og streamingtjenester.  

Den 3. juni 2020 gennemførte myndigheder i USA, Canada og Europa, heriblandt Danmark, en koordineret aktion mod tv-pirateri, hvor i alt 11 blev anholdt, inkl. tre danskere fra hhv. Hvidovre, Vejle og Billund. Aktionen var støttet af Europol og involverede 16 forskellige lande. RettighedsAlliancen stod bag anmeldelsen af den danske del af sagen og anmodede i december 2019 Bagmandspolitiet (SØIK) om at koble sig på den igangværende spanske efterforskning efter kraftig mistanke om en forbindelse mellem de danske bagmænd og det internationale netværk med rod i Spanien. 

To af de anholdte danskere blev efterfølgende sigtet og de har nu fået deres dom. Begge sigtede har erkendt sig skyldige og hver fået 4 måneders betinget fængsel og konfiskation af lige over 38.000 kr. De to dømte udbød og solgte ulovlig adgang til over 5000 tv-kanaler herunder danske kanaler som TV2, TV3 og Kanal 5 samt internationale kanaler. Derudover solgte de også ulovlig adgang til film og serier, blandt andet gennem populære streamingtjenester som Netflix og HBO, ligesom de ligeledes stillede film til rådighed uafhængig af tv-kanaler og streamingplatforme. De opnåede en omsætning på mere end 200.000 kr., på deres ulovlige aktiviteter, hvilket viser, at der var et kundegrundlag af en vis størrelse. Nye tal, som RettighedsAlliancen har adgang til, bekræfter desværre, at mange danskere forsat efterspørger og benytter sig af ulovlige IPTV-tjenester.

Fakta: Hvad er IPTV?

IPTV (Internet Protocol Television) er i udgangspunktet en lovlig måde at få et tv-signal gennem sin internetforbindelse – enten via internetkabel eller Wi-Fi. I dag tilbyder de fleste tv-udbydere abonnementer på IPTV, der gør det muligt bl.a. at spole i programmer, at tilgå streamingtjenester og at se live-tv. 

IPTV bliver først ulovligt, når udbyderen af et abonnement ikke har indgået officielle licensaftaler med de Tv-kanaler og streamingtjenester, der tilbydes. Uden licensaftaler tilbydes brugere altså ulovlig adgang til indholdet og for en pris, der oftest ligger langt under den lovlige markedspris. De ulovlige abonnementer kobles op på apps, der kan tilgås via smartphones, computere og Smart-TV, men RettighedsAlliancen ser også, at forhandlere af ulovlig IPTV tilbyder fysiske TV-bokse.

Ulovligt IPTV er voksende problem

Undersøgelsen, foretaget af Mediavision på vegne af RettighedsAlliancen i foråret 2022 viser, at brugen af ulovligt IPTV er omfattende. I Danmark er der 125.000 husstande, der benytter sig af ulovligt IPTV til deres daglige TV- film- og serieindtag. Det svarer til 5% af de danske husstande. Disse husstande benytter især IPTV til at streame film, serier og sportskanaler, men også andre tv-kanaler rammes – både danske og internationale.

Som førnævnte sag og denne undersøgelse viser, er der et udtalt behov for, at der sættes ind overfor det ulovlige salg af IPTV, som alt for mange danskere benytter sig af. Det er derfor et stort fokusområde for RettighedsAlliancen.

Direktør for RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund, siger:

”Vi ser desværre en negativ udvikling i distribution og brug af ulovlig TV og adgang til streamingtjenester. Udviklingen på disse områder har RettighedsAlliancens fulde opmærksomhed. Politiets arbejde med at statuere eksempler, som denne sag er et godt eksempel på, har stor betydning for effekten af den indsats, vi gør med at beskytte tjenester og indhold mod misbrug.”