Vi skal vise vejen med en ny model

 Af Maria Fredenslund, talsmand for RettighedsAlliancen

Som danskere sammenligner vi os selv med svenskerne og nordmændene. Vi vil gerne være både bedre og hurtigere end vores nordiske naboer. Og nu har vi chancen. Brevmodellen, der kort fortalt, går ud på at sende oplysningsbreve til husstande, hvor der ulovligt bliver fildelt musik, film, litteratur osv., er et vigtigt skridt på vejen mod et sundt onlinemarked. Samtidig er den vejledning og guide til sikker og tryg færden på internettet.

Vi står over for den udfordring, at op mod 95 procent af musik, film, litteratur mv., der bruges på internettet er ulovligt. Det bliver brugt uden, at der betales til dem, der har skabt og investeret i produkterne.

Desværre er det ikke alle, der ser brevmodellen som en god idé. Jeg hører tit, at vi bare skal gøre det samme som i de andre skandinaviske lande. Der bliver brugt påstande som ”at brevmodellen er blevet droppet i Sverige og Norge” og ”vi behøver ikke en brevmodel herhjemme, fordi de lovlige musikstreamingtjenester som fx Spotify løser problemerne med ulovlig fildeling ”.

Det er forkert. Forslag om brevmodeller har ikke været behandlet politisk i vores nabolande – endnu. I Norge har man fra starten valgt at vente med at tage stilling til en brevmodel, til man har set virkningerne i andre lande, og i Sverige er den strandet, fordi internetudbyderne ikke vil være med til en frivillig ordning.

Det er også forkert, at de lovlige musikstreamingtjenester som Spotify alene kan løse problemet med ulovlig fildeling. Det ved de da om nogen i Sverige. For på trods af lovlige musikstreamingtjenester som Spotify, så fildeler flere svenskere end nogensinde. I 2011 var tallet 21 procent, men det kun var 15 procent i 2007 – altså inden Spotify fik succes. Den svenske musikbranche siger også selv, at de har brug for politisk opbakning. De er faktisk så trætte af problemerne med ulovlig fildeling og den manglende handlevilje fra politikerne, at de i fællesskab med andre fra de kreative brancher skrev et offentligt opråb til politikerne i december måned. Så Sverige er på trods af Spotifys store succes stadig et ”piratparadis”.

Jeg er helt enig i at de lovlige tjenester er afgørende for at sikre et sundt onlinemarked. Det er jo dem, vi kæmper for! Men samfundet skal bakke op om at sikre et sundt marked på internettet. Det er useriøst at bede os om, at konkurrere med ulovlige alternativer, der kan tilbyde et fuldt repertoire uden aftaler og – vel at mærke – uden betaling til rettighedsejerne.

Der skal handles nu, og derfor er det eneste ansvarlige at vedtage brevmodellen. Brevmodellen er begyndelsen på at finde nye løsninger på problematikken. For der findes ikke én ”gylden løsning”. Lad os bruge de tre år, den skal køre på at indhente erfaringer og resultater, som kan gøre os klogere på, hvordan vi styrer udviklingen i den rigtige retning. Det ville da være dejligt, hvis Danmark i bestræbelserne på at være it-foregangsland, også går forrest i kampen for at sikre et bæredygtigt onlinemarked for kreative produkter og dansk design. Så kan vi vise vores naboer mod nord, at vejen til et sundt onlinemarked måske ikke er så lang og farlig endda. Og når Norge så skal stemme om brevmodellen, så kan de jo se på Danmark, og se at den virker – for det ved vi, den gør.