Struktureret student til monitorering og analyse af digitale platforme

Er du i gang med dit sabbatår, eller er du lige startet på en videregående uddannelse? Er du glad for og hjemmevandt i sociale medier og andre digitale platforme? Og finder du værdi i rutiner og systemer? Så er det højst sandsynligt dig, vi mangler som vores nye medarbejder hos RettighedsAlliancen.

Vi er en hurtigt løbende interesseorganisation, der arbejder for at forhindre ulovlig brug af bl.a. film, musik, litteratur og design på digitale platforme. Vi repræsenterer mere end 100.000 danske rettighedshavere og bor på Vesterbrogade, midt i København. Vi er et tæt team af jurister og kommunikatører, som knokler for at skabe fair forretningsvilkår for vores medlemmer. Vi baserer vores arbejde på en integreret kombination af juridisk håndhævelse og adfærdsdesign, og vi nyder godt af hinandens forskellige fagligheder.

Vi sætter stor pris på et godt kollegialt fællesskab og vægter, at det skal være sjovt at gå på arbejde – også når vi har travlt, og selvom tingene ofte går meget hurtigt.

Dig
Din rolle som monitoreringsstudent vil blandt andet være at udvikle og udvide det fundament af data og håndhævelse, som vores arbejde baserer sig på. Vi har brug for en kollega, der kan hjælpe med monitorering af ulovlige produkter på digitale platforme og sociale medier. Det vil sige, du kommer til at blive en del af forskellige online-miljøer, hvor du indsamler oplysninger om ulovlig deling af eksempelvis film eller bøger. Oplysningerne skal systematiseres og videregives til dine kollegaer. Du skal altså finde glæde i at arbejde struktureret med rutineprægede opgaver.

Vi forestiller os, at du er

  • i gang med dit sabbatår, eller netop startet på en videregående uddannelse
  • stærk i sociale medier og andre digitale platforme, og forstår internettets dynamikker
  • detaljeorienteret og rutinestærk person
  • glad for struktur og systemer, og forstår vigtigheden af dit arbejde
  • selvstændig og ansvarlig – og ikke bange for at løbe afsted med opgaverne
  • social og nyder tæt samarbejde med kollegaer – du kommer til at indgå i et godt studenterteam på fem og et generelt ’lille’ kontor med flad struktur.

Det praktiske
Stillingen vil som udgangspunkt være på 15 timer om ugen med start hurtigst muligt. Løn efter nærmere aftale.

Vi er fleksible i eksamensperioder, ligesom vi regner med, at du er fleksibel, når vi har ekstra travlt. Samarbejde er alfa og omega hos os, og derfor står der altid en kollega klar, hvis du har brug for hjælp.

Du kan læse mere om vores arbejde på www.rettighedsalliancen.dk.

Er det dig, vi mangler?
Så send ansøgning og CV til Emma Blomgreen på [email protected] hurtigst muligt.

Vi indkalder løbende til samtale og ansætter, når rette kandidat er fundet.