Politiaktion ændrer normer på internettet

I februar udsendte Bagmandspolitiets en pressemeddelelse om, at de havde sigtet to 25-årige for ulovlig kopiering og salg af studiebøger. En nyhed, der hurtigt spredte sig på både nationale og sociale medier. Politiets synlige tilstedeværelse på internettet viser sig at have en positiv effekt på vores normer og adfærd som digitale forbrugere.

Ulovlig kopiering, køb og salg af studiebøger er udbredt på nettet – særligt på sociale platforme som Facebook. RettighedsAlliancen har et intensivt fokus på problemerne, og har iværksat tiltag, som oplysningskampagnen Os Der Elsker Viden, og også tiltag, der skrider ind over for konkret ulovlig distribution.

Og nu har Bagmandspolitiets nye IP-Taskforce også sat ind over for ulovlig distribution af studiebøger, og den synlighed, som politiet skaber ved at gå aktivt ud og kommunikere om aktionerne og konsekvenserne ved at bryde loven, bærer allerede frugt. RettighedsAlliancen oplever et mærkbart normskifte på de onlineplatforme, hvor der sker massiv ulovlig kopiering og distribution:

”Det gør en kæmpe forskel, at politiet nu også aktivt går ud og fortæller om problemet og konsekvenserne ved ulovlig distribution af lærebøger. Vi oplever i langt højere grad, at brugere er opmærksomme på alvoren af at dele ulovligt. De begynder at blive bevidste om, at det altså har konsekvenser, og samtidig breder sådan en aktion sig som ringe i vandet, og gør os mere bevidste om vores adfærd på nettet i det hele taget. Det er en ny, meget positiv tendens,” fortæller direktør i RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund.

Positiv modtagelse

En stor del af den ulovlige omgang med studiebøger foregår i grupper på Facebook, hvor brugerne kan udveksle e-bøger og pdf’er med hinanden. Efter Bagmandspolitiets sigtelser har brugere på både sociale medier og internetfora delt nyheden, og det samme har en lang række uddannelsesinstitutioner, som har gjort deres studerende og ansatte opmærksomme på sigtelserne og reglerne.

Mange tusinde Facebookbrugere har set nyheden og mange også delt den, og reaktionerne har langt overvejende været positive. Spredningen har desuden forplantet sig i en lang række facebookgrupper, hvor brugere nu gør hinanden opmærksom på, at de bryder loven, når de tilbyder pdf’er.

Facebookbrugere er blevet opmærksomme på, at det er ulovligt, og der er en risiko ved, at bryde loven – også når det er på internettet.
De er siden politiets to aktioner begyndt at hjælpe hinanden med ikke at dele ulovligt.

Handler også om at passe på sig selv

De to sager er et vigtigt skridt på vejen mod at skabe et internet, der er både lovligt og sikkert. Det mener RettighedsAlliancen, som glæder sig over den alvor, sagerne bliver mødt med:

“Vi oplever ofte, at studerende ikke ser det som alvorligt ulovligt, når de kopierer og deler digitale lærebøger, bl.a. fordi de tror, at de ikke kan blive opdaget, og det dermed ikke har nogen konsekvenser. Men politiet er til stede – også på internettet – og dét er et vigtigt budskab, som vi er glade for nu at se, at brugere begynder at tage til sig. De studerende skal ikke bare passe på bøgerne, de skal også passe på sig selv,” afslutter Maria Fredenslund.