Generalforsamling 2019: Behovet for netregulering tager fart

Der var fuldt hus til RettighedsAlliancens generalforsamling, hvor direktør, Maria Fredenslund, fremlagde årsberetningen for 2018. Året har været præget af milepæle og banebrydende udvikling, men også udfordringer, der fortsat kræver en koncentreret indsats.

Bestyrelsesmedlemmer, medlemmer af RettighedsAlliancen, medarbejdere samt diverse foreninger, virksomheder og organisationer var alle mødt i RettighedsAlliancens lokaler på Vesterbro, for at få et indblik i, hvad 2018 har budt på. RettighedsAlliancens direktør fremlagde i den forbindelse resultaterne af årsberetningen.

Som det fremgår af årsberetningen, formår ulovlige tjenester stadig at tiltrække danske brugere i stor stil. I 2018 klikkede knap en halv million danskere sig ind på ulovlige sider hele 325 millioner gange, hvilket løber op i 27 millioner besøg til ulovlige sider om måneden.

For at komme de ulovlige aktiviteter til livs, gør RettighedsAlliancen brug af en effektiv kombination af håndhævelse, brugeransvar og samarbejde med online-aktører. Kombinationen er den første af sin slags i verden, og vækker fortsat stor interesse både herhjemme og i udlandet.

Politisk gennemslagskraft

En af de største styrker hos RettighedsAlliancen er de tætte samarbejder på tværs af brancher, interesser og politiske ståsteder. En styrke, der i 2018 blev cementeret, da regeringen nedsatte den nu permanente og fuldt bemandede IP-Taskforce. En dedikeret enhed hos Bagmandspolitiet, som får stor betydning for håndhævelsen af rettighedskrænkelser på nettet.

Også Vækstteamet for de kreative erhverv kom med deres anbefalinger i efteråret, som i høj grad afspejlede bidrag og data fra RettighedsAlliancen. Fem konkrete anbefalinger understregede vigtigheden af at styrke indsatserne mod IP-kriminalitet. Bl.a. fremhævedes muligheden for myndighedsblokeringer, styrkelsen af samarbejder på tværs af online-aktører og vigtigheden af brugeroplysning og -ansvar.

Netop blokeringer er fortsat et af de mest effektive værktøjer mod de ulovlige tjenester, og i løbet af sidste år fik RettighedsAlliancen blokeret 133 ulovlige hjemmesider, og blev samtidig de første i verden til at blokere en såkaldt ’stream ripping’-tjeneste. Erfaring viser, at blokeringer har den umiddelbare effekt, at antallet af månedlige besøg på de ulovlige tjenester reduceres med 75 procent.

Banebrydende kampagner

Under generalforsamling lagde Maria Fredenslund også vægt på den ihærdige politiske indsats, der det seneste år har budt på en lang række vellykkede kampagner, der alle har cementeret bæredygtigheden af unikke samarbejder på tværs af brancher. Særligt var det en milepæl i samarbejdet mellem RettighedsAlliancen, teleselskaberne, Dansk Industri og Kulturministeriet, da lanceringen af Share With Care version 2.0 blev en realitet.

Andre koncepter og kampagner, der oplevede god medfart i 2018, er oplysningskampagnen Os Der Elsker Viden, som en lang række uddannelsesinstitutioner har taget til sig, samt læringsforløbet og undervisningsplatformen Skærmen fuckr med dig, som flere tusinde børn har prøvet kræfter med.

Fortsatte fremskridt kræver udvikling

Selvom RettighedsAlliancen bestyrelsesformand, Christine Bødtcher-Hansen, under generalforsamlingen roste organisationen for at være; ”en meget respekteret og synlig aktør”, blev det understreget, at der trods gennembrud, milepæle og flotte resultater, fortsat er store udfordringer med det ulovlige marked.

Med introduktionen af bl.a. live sport-streaming, IP-tv og ”filmklubber” på Facebook, står det klart, at det ulovlige marked aldrig sover, og at det konstant er omskifteligt. Derfor er det fortsat vigtigt at udvikle på værktøjerne, opskalere kampagnerne, og opretholde de mange gode samarbejder, der er afgørende i oplysningen om – og bekæmpelsen af – det ulovlige marked.

Læs hele årsberetningen