Ulovlig internettjeneste blokeres i samarbejde mellem RettighedsAlliancen og Danske Medier

Retten på Frederiksberg har mandag 17. juni påbudt blokering af en internettjeneste, der på ulovlig vis har kopieret artikler fra danske nyhedsmedier og tjent penge herpå gennem annoncering.

For første gang i Danmark bliver en internettjeneste, der kopierer artikler og billeder fra danske nyhedsmedier på nettet, blokeret af danske internetudbydere.

Det står klart efter at Retten på Frederiksberg mandag har påbudt blokering af internettjenesten, der på ulovlig vis har kopieret artikler fra danske nyhedsmedier og tjent penge herpå gennem annoncering.

Den ulovlige internettjeneste, der er registreret i Panama, har tilegnet sig artikelkopier ved at tilgå danske nyhedsmediers hjemmesider og kopieret indholdet i form af både tekst og billeder, hvorefter de er blevet lagret på private servere og gjort tilgængelige på tjenestens hjemmeside.

Den 12. april 2019 var der 141.836 kopier af danske nyhedsmediers artikler tilgængelige

på tjenesten, som har nydt stor popularitet blandt onlinebrugere i Danmark. Alene i første kvartal af 2019 har tjenesten i gennemsnit registeret 31.587 månedlige besøg fra danske IP-adresser.

En ophavsretlig sejr

I RettighedsAlliancen og Danske Medier vurderer man, at blokeringen af den ulovlige tjeneste vil være med til at begrænse omfanget af krænkelser af danske nyhedsmediers rettigheder.

”Påbuddet er en ophavsretlig sejr, blandt andet fordi vores erfaring i RettighedsAlliancens viser, at blokering af ulovlige tjenester afleder et gennemsnitligt fald på 75% i antallet af besøgende,” siger direktør for RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund.

Det er dog ikke alene ophavsretlige krænkelser, der med blokeringen sikres imod – men også underminering af mediernes forretningsmodeller.

En blokering vil nemlig også effektivt hindre pengestrømme i at lande i hænderne på kriminelle bagmænd. Den blokerede, ulovlige internettjeneste har blandt andet tjent penge på annonceindtægter fra besøgende på hjemmesiden – indtægter, som danske nyhedsmedier går glip af.

Internettjenesten har, som eksempel, placeret annoncer i forbindelse med artikelkopierne, hvilket betyder, at tjenesten har modtaget annonceindtægter, når brugere har læst artiklerne på tjenesten. De danske nyhedsmediers forretningsmodel er dermed blevet undermineret, og de kriminelle bagmænd har tjent penge på danske nyhedsmediers journalistiske investering og publicistiske arbejde.

Brancheorganisationen Danske Medier er meget tilfredse med rettens kendelse, der bidrager til håndhævelsen af mediernes ophavsrettigheder:

”Det er dyrt at producere troværdig, oplysende og uafhængig journalistik, og der er derfor stort behov for at stoppe den ulovlige udnyttelse af mediernes indhold, som undergraver mediernes økonomi og dermed muligheden for en fortsat nyhedsproduktion. Derfor er vi i Danske Medier meget tilfredse med rettens kendelse,” siger chefjurist i Danske Medier, Holger Rosendal.