For første gang i Danmark blokeres populære tjenester for ulovlig kopiering af videnskabeligt indhold

I september dømte Retten i Holbæk Sci-Hub og Library Genesis ulovlige, efter RettighedsAlliancen i samarbejde med forlaget Elsevier lagde sag an mod en dansk internetudbyder for at give brugere adgang til tjenesterne med ulovlige kopier af videnskabelige artikler og e-bøger.

I de seneste år er der sket en markant stigning i deling af ulovligt kopierede bøger. Denne udvikling kan mærkes af forlagene, og har spredt sig til storstilet kopiering af videnskabelige artikler.

Et af de forlag, der er hårdt ramt, er det hollandske forlag Elsevier, der er en af verdens førende udgivere af videnskabelige journaler og artikler. Elseviers kunder har adgang til mere end 16 millioner indholdsprodukter foruden 39.000 e-bøger, og det er disse produkter, der ulovligt bliver kopieret.

Derfor blev to såkaldte fil-hosting tjenester, der har givet ulovlig adgang til bl.a. Elseviers produkter, dømt ulovlige ved retten i Holbæk i september, og skal derfor blokeres af danske internetudbydere. De to tjenester har haft hhv. 40.929 og 33.286 danske besøgende på blot én måned.

Vigtig at værne om videnskabeligt indhold

Elsevier er dog blot ét af flere større og mindre forlag, der har anmodet domstole rundt om i verdenen at pålægge internetudbydere at blokere for tjenesten Sci-Hub:

”Sci-Hubs ulovlige aktiviteter skader det lærte samfund, der er afhængige af abonnementsindtægter til at understøtte deres vigtige arbejde; det er en trussel mod den videnskabelige kommunikations økosystem, bæredygtigheden ved journaler af høj kvaltiet samt evnen til at investere i nye journaler og felter. Sci-Hub har ikke noget incitament til at sikre nøjagtigheden af de forskningsartikler, de har adgang til, og deres fortsatte drift udgør altså en trussel mod nøjagtigheden af den videnskabelige data,” lyder det i en fælles udmelding fra forlagene.

Både Sci-Hub og Library Genesis har omgået licens og andre juridiske krav, og derved kompromitteret sikkerheden for biblioteker og institutioner i hele verdenen for at opnå uautoriseret adgang til videnskabelige databaser og ulovligt høste artikler og e-bøger. Risikoen, som de ulovlige tjenester udgør, forværres af den måde, de fungerer på: udnyttelse af teknologier til sikring af autencitet, stjålne brugeroplysninger og phising-angreb.

Samtidig genererer tjenesterne indtægter gennem annoncer og opfordring til at donere Bitcoins for at holde tjenesterne kørende. Dermed falder penge for trafik og donationer i hænderne på kriminelle bagmænd i stedet for rettighedshaverne og de, der værner om det videnskabelige indhold.

Kampagne skal stoppe deling af videnskabeligt indhold

I Danmark kører RettighedsAlliancen en informationskampagne kaldet ”Os Der Elsker Viden”, med det formål at gøre særligt studerende opmærksomme på de skadelige effekter, der er ved brug af ulovlige kopier af studiebøger og videnskabeligt indhold.

Direktør i RettighedsAlliancen Maria Fredenslund forklarer, at der er sket en stigning i brugen af ulovligt videnskabeligt indhold, og at studiebøger og videnskabelige artikler i stigende grad deles på rettighedskrænkende platforme og sociale medier som Facebook:

”Uheldigvis bruger bare studerende bl.a. Facebook til at dele ulovligt materiale med hinanden. Derfor blokerer vi ikke blot for de ulovlige tjenester, men kører også en oplysningskampagne med budskabet om, at vi bliver nødt til at værne om vores viden, og at en af måderne at gøre det på er sikre forfattere og forlag bliver betalt for deres arbejde og investering i indhold, der gør os klogere,” siger hun.

En af de danske organisationer, der støtter kampagnen, er Udvalget for beskyttelse af videnskabeligt arbejde, UBVA, som ser blokeringen af de ulovlige tjenester og kampagnens budskaber, som vigtige værktøjer for at sikre retsbevidstheden, forklarer formand Morten Rosenmeier:

”Det er vigtigt, at både oplysning og håndhævelse går hånd i hånd, når kommer til at sikre vores fælles viden. Det sender et klart signal om, at det ikke er ok at kopiere studiebøger ulovligt, bare fordi det foregår på internettet,” siger han.