Foto: Sergey Zolkin

Afgørelse: Fængselsstraf for systematisk ulovligt salg af digitale studiebøger

nov 2, 2021 | Retssager

2. november 2021

En 28-årig mand er netop blevet idømt 30 dages betinget fængsel, konfiskation af udbytte samt erstatningskrav, for systematisk ulovligt salg af digitale studiebøger. Der er tale om i alt 51 værker fra forskellige studieretninger. 

146 salg af ulovlige kopierede digitale studiebøger via DBA. Det er anledningen til, at Retten i Aalborg netop har idømt en 28-årig mand 30 dages betinget fængsel, konfiskation af computer samt udbytte på 26.454 kr. foruden krav om erstatning på 35.000 kr. til rettighedshaverne.

I en periode på over 8 måneder, har den nu dømte udbudt mindst 51 digitale studiebøger til salg, uden tilladelse fra de berørte rettighedshaverne. Det er sket via annoncer fra flere profiler på DBA, hvor studiebøgerne er blevet udbudt billigt og i nogle tilfælde til den halve pris af, hvad de originale værker sælges til. 

Ulovligt salg til studerende fra flere studieretninger 

RettighedsAlliancen anmeldte i november 2019 den nu dømte til SØIK, efter at have samlet beviser for ulovligt salg af studiebøger som forlag, der er medlem af RettighedsAlliancen, ejer rettighederne til. RettighedsAlliancen fik først nedtaget de ulovlige annoncer og tog desuden direkte kontakt til den nu dømte, og bad vedkommende om at stoppe krænkelserne. Det havde dog ingen effekt, da det ulovlige salg efterfølgende fortsatte gennem nyoprettede profiler på DBA. Det systematiske salg omhandlede studiebøger til flere forskellige studieretninger.   

RettighedsAlliancens direktør Maria Fredenslund siger:  

”Det har store konsekvenser for rettighedshaverne, at deres digitale bøger bliver kopieret og solgt ulovligt. På vegne af både forfattere og forlag, glæder det mig derfor, at SØIK har fokus på denne type af krænkelser, og at afgørelsen sender et klart signal om, at ulovligt salg af digitale studiebøger ikke kan betale sig. Derimod risikerer man at få en hård straf, i kraft af konfiskation, erstatning og en fængselsdom.” 

Kopiering undergraver dansk produktion af studiebøger

Iblandt de kopierede digitale studiebøger findes en bog af Hans Jørgen Biede som er udgivet af Hans Reitzels Forlag. Hans Jørgen Biede, der er lektor ved Erhvervsakademi Aarhus, siger om sagen: 

”Det er desværre ikke første gang, at jeg oplever, at mine bøger bliver kopieret og delt ulovligt. Også før er de digitale udgaver blevet kopieret og denne form for tyveri ærgrer mig, for det undergraver i værste fald det økonomiske grundlag for, at der fremover bliver skrevet studiebøger på dansk.”

Sagen er langt fra den første hvor systematisk ulovligt salg af studiebøger medfører fængselstraf. I september 2021 blev en tidligere socialrådgiverstuderende ved VIA University College i Aarhus dømt, hvortil DR satte fokus på, at flere sager om ulovlig kopiering af digitale studiebøger ender i retten.

Bliv klogere på reglerne for brug af digitale studiebøger på www.osderelskerviden.dk eller læs svarene om ulovlig deling af studiebøger hos DR TÆT PÅ.