Foto: Sebastian Pichler

Afgørelse på sag om deling af nøgenscener nærmer sig

okt 29, 2025 | Retssager

29. oktober 2025

Hold dig opdateret på vores indsatser for at håndhæve ophavsretten via vores nyhedsbrev.

Manden, der er sigtet for at stå bag systematisk deling af sex- og nøgenscener fra danske spillefilm og serier skal for retten fredag den 31. oktober.

I perioden fra marts 2022 til maj 2023 blev nøgen- og sexscener fra danske spillefilm og serier, hvor over 100 kvindelige skuespillere medvirkede, delt systematisk i gruppen ”SeDetForPlottet” på Reddit. Nu nærmer afgørelsen af sagen sig, da manden, som er sigtet for at stå bag delingen, skal for Retten på Frederiksberg fredag den 31. oktober.

Manden, der på Reddit gik under brugernavnet ”KlammereFyr”, er tiltalt for grove krænkelser af ophavsretten, herunder at have krænket de berørte skuespilleres respektret. Dermed menes, at han har krænket de berørte skuespilleres kunstneriske integritet ved at have delt nøgenscener uden for deres kunstneriske kontekst i versioner, som var redigeret til at fremstå overdrevet seksuelle.

RettighedsAlliancen politianmeldte sagen på vegne af Dansk Skuespillerforbund, Danske Filminstruktører, de berørte filmproducenter, DR og TV2. Sagen formodes at være den første straffesag om de moralske rettigheder, herunder respektretten, i ophavsretsloven.

Et vigtigt slag for respektretten

Sagen viser, at ulovlig deling af film og serier kan have vidtrækkende konsekvenser for de forurettede rettighedshavere. Det gælder særligt de skuespillere, som stiller sig i front som formidlere af værket, og som derfor rammes både fagligt og personligt, når deres respektret krænkes ved ulovlig deling af nøgen- og sexscener. Den danske filmbranche har retningslinjer for netop nøgen- og sexscener i spillefilm og serier, som skal sikre, at scenerne bidrager til værkernes fortælling og beskytter skuespillere i forbindelse med både optagelser af scenerne og den efterfølgende promovering af værkerne.

RettighedsAlliancen har med udgangspunkt i sagen udviklet et undervisningsforløb om respektret, hvor unge skal forholde sig til billeddeling og samtykke på nettet. Forløbet ”Delt 4,2 millioner gange” er udviklet i samarbejde med Gyldendal og kan tilgås her.

Hold dig opdateret

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få seneste nyt om udviklingen på det ulovlige marked direkte i din mailboks. Du kan til hver en tid framelde det igen ved at bruge linket nederst i nyhedsbrevene.

Tak for din tilmelding!