Foto: Aozora

Nye anbefalinger: Sådan fremmer vi respekten for ophavsret i forbindelse med AI

nov 15, 2024 | Kunstig intelligens, Publikationer

15. november 2024

RettighedsAlliancen offentliggør nu anbefalinger til en række tiltag, der kan beskytte ophavsrettigheder til kreativt indhold i forbindelse med udvikling og brug af kunstig intelligens 

Det er i dag ikke muligt at kontrollere, om reglerne om ophavsret overholdes af udviklerne af AI-tjenester, såvel som af tjenesternes brugere. Det har RettighedsAlliancen afdækket i flere sager og rapporter, som viser, at rettighedshaverne er efterladt uden praktisk mulighed for at beskytte deres indhold mod ulovlig anvendelse. Derfor offentliggør vi nu vores anbefalinger til tiltag der vil bidrage til at beskytte indhold og rettigheder mod at blive krænket i forbindelse med udvikling og brug af kunstig intelligens.

Transparens er centralt

Transparens om det indhold, der ligger til grund for AI-modellerne, er et afgørende element i vores anbefalinger. Fordi transparens er nødvendig for at kunne håndhæve regler mod uretmæssig brug af indhold og for at sikre, at rettighedshavere har mulighed for at indgå licensaftaler. I tilfælde hvor transparensen ikke er tilstrækkelig, bør der desuden indføres en regel om omvendt bevisbyrde. 

Anbefalingerne omfatter desuden tiltag, der skal beskytte rettighedshavere mod misbrug af deres person og styrke mulighederne for at fjerne og filtrere deepfakes samt stemmekloner fra onlineplatforme. Dertil kommer en styrkelse af reguleringen af personlighedsretten. 

Læs den fulde udgivelse: ”AI og ophavsret: RettighedsAlliancens anbefalinger til at sikre ophavsrettigheder i forbindelse med udvikling og brug af kunstig intelligens”

Se et sammendrag af RettighedsAlliancens anbefalinger her



Internationalt samarbejde mellem rettighedshavere 

Indsatsen for at sikre ansvarlig udvikling og brug af kunstig intelligens kan næppe drives alene på dansk grund. Derfor står RettighedsAlliancen sammen med andre rettighedshavere og organisationer internationalt, om at skærpe fokus på at ophavsretten respekteres i udviklingen af kunstig intelligens.

Som led heri, har vi netop underskrevet Statement on AI training, som foreskriver, at

“den uautoriserede brug af kreative værker til træning af generativ AI udgør en stor og uretfærdig trussel mod indtjeningsgrundlaget for de mennesker, der står bag disse værker, og må ikke tillades.”  

Erklæringen har i skrivende stund opnået over 35.000 underskrifter og kan findes på aitrainingstatement.org