Hold dig opdateret på håndhævelse over for deepfakes via vores nyhedsbrev.
Vi har afgivet vores bemærkninger til lovforslaget, der vil indføre et værn i ophavsretsloven mod deling af digitale efterligninger og dermed styrke vores håndhævelsesmuligheder mod deepfakes.
Det er udfordrende at håndhæve vores medlemmers ret til egen person på onlineplatformene. Mildest talt. For selvom vi anmelder deepfakes og andre digitale efterligninger, der fx krænker artister eller skuespillere, afstår onlineplatformene i dag fra at reagere, da de ikke anerkender de danske almindelige retsgrundsætninger på området.
Vi har netop givet vores bemærkninger til lovforslaget, der vil indføre en beskyttelse mod tilrådighedsstillelsen af virkelighedsnære digitale efterligninger i ophavsretsloven. Det er en lovændring, vi og vores medlemmer længe har arbejdet for, og som skal gøre det lettere at håndhæve over for efterligninger af rettighedshaveres person, såvel som deres kunstneriske frembringelser og præstationer.
Mere effektiv håndhævelse over for deepfakes
Kulturministeren fik øjnene op for sagen, da David Bateson, Dansk Skuespillerforbund og RettighedsAlliancen sidste år tydeliggjorde de udfordringer, vi møder i arbejdet med at fjerne deepfakes, og de konsekvenser, det har for rettighedshaverne. Vi har derfor bakket op om kulturministerens efterfølgende initiativ til at skærpe beskyttelsen af personlighedsretten i ophavsretsloven. Et forslag, han i foråret varslede bred politisk opbakning til.
I vores høringssvar lægger vi vægt på, at:
- En kodificering i ophavsretsloven af efterligninger af kunstneriske fremførelser og præstationer samt personers fysiske kendetegn, er et vigtigt skridt i den rigtige retning for en mere effektiv håndhævelse af disse rettigheder.
- Det er positivt, at onlinedelingsplatforme kan ifalde ansvar for brugeres deling af krænkende efterligninger af kunstneriske fremførelser og præstationer, da det lægger et pres på tjenesterne for at fjerne krænkende efterligninger.
- Vi gerne havde set at bestemmelserne var strafbelagte, så reglerne kunne have en stærkere afskrækkende effekt.
Onlineplatforme skal reagere på krænkelser
Med lovændringen kan rettighedshaverne forhåbentlig se frem til, at onlineplatformene fremadrettet reagerer positivt på vores anmeldelser. Dermed imødekommes de udfordringer, vi tidligere har beskrevet med at fjerne svindelannoncer med kendte, samt deepfakes og stemmekloner af skuespillere eller artister, som deles på sociale medier.
Hvis lovændringen som forventet vedtages, træder den i kraft den 31. marts 2026. Danmark kan dermed blive det første land, som lovfæster retten til egne fysiske kendetegn og kunstneriske præstationer, mens der også i Holland er udsigt til lovgivning på området. I den amerikanske stat Tennessee blev ELVIS Act desuden vedtaget sidste år, og der arbejdes nu på føderal lovgivning på området i No FAKES Act.
Læs også: Kodificering af personlighedsretten skal forhindre misbrug af stemmer og ansigter på sociale medier
