De færreste går rettens vej, når de oplever at deres design bliver udsat for kopiering. DesignNævnet kan give en hurtig vurdering af, om rettighederne til et værk er blevet krænket – uden lange og dyre retssager.
Syv ud af 10 designvirksomheder og -udøvere afholder sig fra at gå rettens vej, når de bliver kopieret. Det skyldes ofte, at designere finder retssager uoverskuelige, økonomisk belastende og tidskrævende. Men der er faktisk andre muligheder end at gå igennem en opslidende retssag. DesignNævnet er en løsning for de designere og designvirksomheder, som vil stå op for deres rettigheder og få afklaring på, om der er tale om en krænkelse.
At indbringe en sag for DesignNævnet, eller det underhørende Responsumudvalg, giver afklaring på få måneder og koster en brøkdel af at føre en retssag. Gennem UBVA kan man desuden søge om at få dækket udgifterne ved at indbringe en sag for DesignNævnet.
Hurtig og billig afklaring
DesignNævnet gør det lettere at tage det næste skridt, hvis man har mistanke om, at et værk er blevet kopieret – eller hvis man anklages af andre. Her kan to eller flere uenige parter få vurderet, om rettighederne til et konkret værk er blevet krænket. Får du medhold i nævnets vurdering, står du stærkere til at vurdere dit næste skridt – også hvis sagen eventuelt ender ud i en retssag elle et forlig.
Responsumudvalget, et andet tilbud under DesignNævnet, tager stilling til, om et konkret værk er beskyttet af lovgivningen. Her kan designere og virksomheder få vurderet, om rettighederne til et værk er på plads, for eksempel i forbindelse med lancering af nye produkter eller til brug i en verserende retssag.
Det koster 50.000 kr. at indbringe sin sag for DesignNævnet og 25.000 kr. at få en udtalelse fra Responsumudvalget. For at sikre, at alle designere, arkitekter og kunsthåndværkere har mulighed for at få prøvet deres sag, har UBVA oprettet en støttepulje til formålet. Her gives støtte til sager, som vurderes at have en rimelig chance for medhold i DesignNævnet, eller en rimelig grund for at få en vurdering af Responsumudvalget.
Læs mere om DesignNævnet her
Læs mere om UBVA’s støttepulje her
Et overskueligt alternativ til domstolene
Der er gode grunde til, at mange designere holder sig tilbage fra at gå rettens vej, når deres design er blevet kopieret. RettighedsAlliancen har tidligere afdækket, at erstatningsniveauet i sager om designkrænkelser generelt er for lavt og uforudsigeligt, hvilket går ud over rettighedshavernes tiltro til retssystemet. En udfordring, som RettighedsAlliancen, sammen med UBVA og Akademikerne, arbejder for at imødekomme ved at sikre en bedre lovgivning og retspraksis på området.
På RettighedsAlliancens designseminar i 2024, satte vi fokus på udfordringer ved erstatningsudmålinger i sager om designkrænkelser og de økonomiske konsekvenser, som rammer designere, der bliver kopieret. Læs mere og find undersøgelserne her.
Vejledning at hente
Er du i tvivl om, hvad der er op og ned – og har du brug for vejledning, før du indbringer en sag for DesignNævnet eller Responsumudvalget? Så hjælper vi dig gerne videre.
Du er velkommen til at kontakte advokatfuldmægtig Charlotte Mittet Halborg på Charlotte.mittet@rettighedsalliancen.dk.