Foto: Tina Bonnichsen

Efterskolekampagne gentages efter stor succes

okt 28, 2024 | Kampagner

28. oktober 2024

Om lidt ruller ’Dit Digitale Kompas’ endnu engang ud på efterskolerne, hvor eleverne får mulighed for at lege med budskabet om lovlig streaming gennem kampagnefilm, de selv skal udvikle. 

Kampagnen ’Dit Digitale Kompas’ blev taget godt imod, da projektet sidste år rullede ud til lidt mere end 600 efterskoleelever. Derfor gentager holdet bag indsatsen nu succesen, når Lommefilms kompetente undervisere snart lægger vejen forbi en række efterskoler, for at hjælpe unge med at producere kampagnefilmene gennem workshops. Det sker fra og med den 30. oktober, hvor kampagnen atter skydes i gang på Lunderskov Efterskole. 

De unge har interesse i at følge loven

Særligt hos unge er der en tendens til at forbruge indhold fra internettet, som for eksempel film, serier og livesport, uden at tænke nærmere over, hvor indholdet kommer fra. Det er en fælde, som flere og flere unge falder i, og en stor del af de unge ved faktisk ikke, at det, de foretager sig, er forkert og ulovligt. 
At indhold er tilgængeligt, betyder ikke nødvendigvis, at det er lovligt. Netop dette budskab er i højsædet, når ’Dit Digitale Kompas’ for andet år i træk underviser elever på en række efterskoler i ophavsret og konsekvenserne ved at forbruge ulovligt indhold digitalt. 

”Flere af de efterskoler, der tilmelder sig kampagnen, har et filmfokus, hvor de unge selv drømmer om at arbejde i filmbranchen fx som skuespiller, filmproducer, filmklipper m.m. Det, at de unge selv arbejder med og forstår begrebet ophavsret og respekten for andres rettigheder, kan være normændrende i en ellers ret så normaliseret ulovlig streamingkultur”, fortæller projektleder på kampagnen, Iben Kristensen Ohl, om formålet med at afvikle projektet for de unge.  

“Da vi afviklede kampagnen sidste år, oplevede jeg en gruppe unge mennesker, som var ekstremt lydhøre over for kampagnens budskaber”, tilføjer Iben Kristensen Ohl.  
Derfor er hun, og teamet bag projektet, begejstrede for, at kampagnen har fået midler til at løbe af stablen endnu engang. 

En Dolly Award på højkant

’Dit Digitale Kompas’ har kickoff på Lunderskov Efterskole den 30. oktober. Skolen vil også danne ramme om projektets afslutning til foråret. Her vil de elever, der formår at formidle budskabet skarpest, være med i konkurrencen om årets Dolly Awards den 26. april 2025.  
 
Dolly Awards er en filmfestival for efterskoler, som Lunderskov Efterskole står bag, og som løber på sit 12. år i 2025. De unge kan således se frem til en weekend i fællesskabets ånd, hvor der både vil være prisoverrækkelser, workshops, mediemesse og en afsluttende fest til sidst. 

Bidragsyderne til kampagnen ’Dit Digitale Kompas’ er Kulturministeriet, Det Danske Filminstitut og Producent Rettigheder Danmark. 

Læs mere om kampagnen her.