Foto: Sharon Mccutcheon

Erstatningskrav, betinget fængsel og en plet på straffeattesten: Ulovligt salg af studiebøger har konsekvenser

sep 10, 2021 | Retssager

10. september 2021

En tidligere studerende ved socialrådgiveruddannelsen, er nu dømt for systematisk ulovligt salg af studiebøger. Det kan få betydning for hende i mange år fremover, ifølge Anklagemyndigheden.

Torsdag den 9. september, blev en tidligere socialrådgiverstuderende ved VIA University Collage Aarhus idømt tyve dages betinget fængsel ved Retten i Aarhus, for at have kopieret og solgt digitale kopier af lærebøger fra socialrådgiveruddannelsen. Dommen lød desuden på konfiskation af fortjeneste på 9.383 kr., samt erstatningskrav på 10.000 kr. til rettighedshaverne. Et udfald der understreger tydeligt, at det bliver straffet, hvis man kopierer og deler litteratur ulovligt.

Ligeledes påpeger anklagerfuldmægtig Simone Jeppesen, at dommen kan få alvorlige konsekvenser for den idømte:

”Det er en skærpende omstændighed, at der er sket et betydeligt antal salg, og at det er sket gennem en længere periode. Den dømte har nu modtaget en straf for krænkelse af ophavsretsloven, og altså fået en plet på straffeattesten. Et forhold, der kan have betydning for hende i mange år fremover. Derfor er det vigtigt at forstå, at selvom det er let at gøre det, så er det strafbart at kopiere e-bøger uden forfatterens tilladelse,” siger Simone Jeppesen i en pressemeddelelse fra Anklagemyndigheden.

Læs også: 28-årig tiltalt for systematisk ulovligt salg af studiebøger

Udbredt debat om ulovlig deling af studiebøger

Hvornår er det ulovligt at dele en studiebog? Det svarede RettighedsAlliancens Direktør Maria Fredenslund på, da hun, sammen med Sekretariatschef for Danske Undervisningsforlag Tawa Adetunji, deltog i DR’s live-chat TÆT PÅ mandag den 4. september. Danmarks Radio har desuden dækket sagen på sociale medier og i flere artikler, som sætter fokus på, at flere sager om ulovlig kopiering af studiebøger ender i retten, såvel som konsekvenserne for forfattere, som oplever at deres bøger bliver kopieret og delt ulovligt.

Læs svarene om ulovlig deling af studiebøger hos DR TÆT PÅ her

Ifølge Maria Fredenslund kan omtalen af sagen få præventiv effekt i nedbringelsen af det ulovlige forbrug: 

”Vi har i ugens løb set på blandt andet sociale medier, hvad vi allerede ved fra vores undersøgelser, nemlig, at mange studerende ikke ser kopiering og deling af digitale studiebøger som en alvorlig kriminel handling. Derfor er det positivt, at sager som denne gør reglerne tydelige og skaber debat i medierne såvel som på uddannelsesinstitutionerne. Man løber en stor personlig risiko ved at dele digitale studiebøger. Det vil forhåbentligt få flere til at fravælge de ulovlige kopier fremover,” siger Maria Fredenslund.

Vil du vide mere om ulovlig deling af studiebøger? Hop ind på www.osderelskerviden.dk