Foto: Arnold Francisca

Fokus på brugere af ulovlige tjenester øges

jan 29, 2021 | Analyse

29. januar 2021

En gruppe inkarnerede brugere holder hårdnakket fast i deres ulovlige deling og forbrug af film, serier, litteratur og artikler, til trods for politiets indblanding ad flere omgange. RettighedsAlliancen skærper derfor fokus på disse inkarnerede brugere.  
 
Det skal ikke kunne betale sig at være kriminel. 

Sådan har RettighedsAlliancens målsætning været de sidste mange år, men for bare få år siden, var opfattelsen hos mange, at det ikke var ”alvorligt” ulovligt at dele indhold uden samtykke fra rettighedshaverne. Internettet var en slags ’det vilde vesten’, og der var ingen sanktioner fra politi og myndigheder overfor rettighedskrænkelser. Det resulterede i store frustrationer hos danske rettighedshavere, herunder danske filmproducenter, der så deres film blive piratkopieret tusindvis af gange allerede inden filmene havde officiel udgivelse.  

RettighedsAlliancen søsatte på den baggrund en række initiativer målrettet et reguleret internet, hvor lovovertrædelser sanktioneres, og hvor piratkopiering ikke betragtes som legitimt. Initiativer, der til dels baseres på tværgående samarbejder med Kulturministeriet og Teleindustrien, for at kunne blokere for adgang til ulovlige hjemmesider gennem Share With Care-samarbejdet, og dels en strategi om at kunne stille bagmændene bag de ulovlige tjenester til ansvar.  

På vej mod et mere reguleret internet 

Men selvom RettighedsAlliancens tilgange viste sig effektive i bekæmpelsen af det danske ulovlige marked, manglede der involvering fra politi og myndigheder i arbejdet med at få bagmændene til at stoppe deres kriminelle aktiviteter. Derfor arbejdede RettighedsAlliancen for at få nedsat en permanent IP-Taskforce i SØIK, der kunne tage sig af internetbaseret-kriminalitet, hvilket blev en realitet i 2018. 

IP-Taskforcens kompetente arbejde kulminerede for alvor i den epokegørende nedlukning af alle ulovlige lukkede netværk med forankring i Danmark i december 2020 – netværk, der er arnesteder for ulovlig spredning af dansk indhold til andre, udenlandske tjenester. Taskforcens aktioner var foranlediget af anmeldelser fra RettighedsAlliancen baseret på egen efterforskning.  

Dermed blev december sidste år en milepæl i arbejdet med håndhævelse over for kriminelle bagmænd, som systematisk udnytter internettets muligheder til at krænke rettigheder. En milepæl, der har lagt kimen an for nu at rette fokus mod de inkarnerede brugere, der hårdnakket holder fast i deres ulovlige aktiviteter. 
 
Læs også: Lukning af den danske scene for piratkopier – og hvad så nu? 

SØIK: ”Ingen er fredede” 

Med nedlukningen af Asgaard, som var et af de lukkede danske netværk, blev i alt syv personer anholdt og sigtede for ulovlig fildeling. I anklagemyndighedens pressemeddelelse vedr. sagen gav SØIK en klar melding om, at ”ingen er fredede” – heller ikke brugerne. Vi ser dermed, at også SØIK holder fokus på de inkarnerede brugere, hvilket er enormt vigtigt i det videre arbejde med at sikre danske rettighedshaveres indhold på internettet.  

For selvom nedlukningen i december allerede ser ud til at have reduceret antallet af brugere af de lukkede ulovlige tjenester med mere end 75 procent, er der stadig de sidste 25 procent, dem, der anses for at være inkarnerede brugere. Det er brugere, der gang på gang ser politiet gribe ind og foretage anholdelser, men som alligevel vælger at forsætte deres ulovlige aktiviteter. 

Med IP-Taskforcen i ryggen, teknisk indsigt og adgang til de ulovlige tjenester, hvor de danske inkarnerede brugere er rykket over på, er det nu muligt at gå aktivt efter at sanktionere dem. Uanset om brugerne forsøger at skjule sig bag en VPN-forbindelse eller ej, så har RettighedsAlliancen værktøjerne til at identificere dem. 

I den kommende periode vil RettighedsAlliancens aktiviteter være fokuseret på bagmændene og brugerne på de nyoprettede danske tjenester, herunder NorTor, der forsøger at etablere sig efter nedlukningerne i december.