Som en del af RettighedsAlliancens oplysningsindsatser, skal en ny video formidle ophavsretten i øjenhøjde med de unge. Videoen indgår desuden i et nyt initiativ til forældre, som snart lanceres på Genvej.org.
”Ophavsret lyder måske lidt tørt og kompliceret, men det handler faktisk om alt det, der gør hverdagen sjov og cool”. Med disse ord indledes RettighedsAlliancens nye formidlingsvideo ”Velkommen til dit nye streamingliv”, som på bare tre minutter gør det nemt at forstå, hvorfor man bør respektere ophavsretten. Et budskab, som er svært at formidle, men som videoen tilstræber at gøre vedkommende for danske unge, som netop har en høj efterspørgsel på kreativt indhold.
Videoen er lavet i samarbejde med filminstruktør og illustrator Nana Torp og vil fremover indgå i RettighedsAlliancens mange undervisningsforløb og kampagner, heriblandt et nyt forløb som lanceres på Gyldendals danskportal til august, såvel som i den generelle oplysning om ophavsret.
RettighedsAlliancens direktør, Maria Fredenslund, siger:
”Med videoen, er vi lykkedes med at formidle ophavsretten på en måde, som er simpel og forståelig for de fleste. Med et omfattende ulovligt forbrug af indhold, ser vi et stort behov for skabe bedre oplysning om, hvorfor man skal respektere ophavsretten og betale for indhold. Jeg glæder mig til at se videoen få liv på de sociale medier, i vores undervisning og kampagner, og jeg håber ligeledes, at vores medlemmer og samarbejdspartnere vil bruge den, hvor det giver værdi.”
Forældre som genvej til gode streamingvaner
Også forældre til børn og unge, kan snart se frem til at blive klogere på ophavsret i mødet med formidlingsvideoen. RettighedsAlliancen lægger lige nu sidste hånd på et nyt oplysningsinitiativ for forældre på Genvej.org – en digital læringsplatform af Forbrugerrådet Tænk, Trygfonden og Ole Kirks Fond, i samarbejde med en lang række af partnere, der har til formål at hjælpe forældre til at engagere sig i deres barns digitale liv.
Materialet er RettighedsAlliancens første henvendt til voksne og har til formål at skabe dialog om ulovlig streaming, mellem forældre og deres barn. Vi ved nemlig fra undersøgelser, at mange unge fravælger at fortælle deres forældre, at de ser indhold ulovligt, hvorfor der er et stort behov for at oplyse og vejlede forældre om tendensen.
Når forløbet lanceres på Genvej i august, er det derfor med et formål om at øge forældres fokus på deres barns streamingvaner. Forældre skal gå forrest i at sikre, at deres barn agerer lovligt på nettet.
Ønsker du at bruge eller dele formidlingsvideoen? Kontakt RettighedsAlliancen på mail@rettighedsalliancen.dk