Hvordan beskytter vi kunstnere og kendte mod misbrug af deres identitet – og har vi brug for mennesker i musikken? Det debatterer vi på Kultmødet Mors, torsdag d. 22. august.
Kunstig intelligens kan skabe indhold, der ved første lyt eller øjekast kan være svære at skelne fra velkendte stemmer og ansigter. På et splitsekund har AI-teknologier dermed ændret de håndværk, som skuespillere, musikere, tv-værter og andre kunstnere har brugt år på at mestre.
På Kulturmødet Mors, torsdag den 22. august, sætter vi fokus på, hvordan vi kan beskytte kunstneres fundament i en fremtid med kunstig intelligens. Sammen med Dansk Skuespillerforbund afholder vi en debat om, hvordan vi sikrer kunstnere mod misbrug af deres stemmer og ansigter. Derudover deltager Maria Fredenslund i Kodas debat om AI’s indflydelse på musikbranchen.
Det store identitetstyveri – hvordan vi forhindrer misbrug af kendtes ansigter og stemmer
Af Dansk Skuespillerforbund og RettighedsAlliancen
Torsdag den 22. august 2024, kl. 18:45-19:45 / Knud Sørensens Plads, Kulturpladsen
Moderator: Emma Holten
Panel:
- David Bateson, stemmeskuespiller
- Maria Fredenslund, direktør i RettighedsAlliancen
- Benjamin Boe Rasmussen, forperson i Dansk Skuespillerforbund
- Charlotte Broman Mølbæk, medlem af folketinget og kulturordfører (SF)
Danske skuespillere, tv-værter, artister og andre kendte oplever i stigende grad, at deres ansigt og stemme misbruges i falskt indhold på sociale medier, skabt af kunstig intelligens. Baseret på de kreative udøveres bagkatalog kan enhver generere vellignende deepfakes og stemmekloner, som bruges i fake news, pornografisk indhold og svindelnumre – eller som erstatning for at ansætte en professionel til at indtale tekster. Modereret af Emma Holten dykker vi ned i aktuelle sager, herunder stemmeskuespiller David Batesons oplevelse af at få sin ikoniske stemme, kendt fra Hitman-computerspillet, stjålet. Sammen med forperson for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Bo Rasmussen, direktør i RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund, og SF’s kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk, ser vi nærmere på tendenserne og diskuterer, hvordan vi bedst beskytter kunstnere og kendte mod krænkelser af deres identitet i en tid, hvor kunstig intelligens har ændret spillereglerne.
Har vi brug for mennesker i musikken?
Arrangør: Koda
Torsdag den 22. august, kl. 16.00-17.00 / Bio Mors – Store sal, Byen
Moderator: Luna Melin Uth, public affairs-konsulent Koda
Panel:
- Maria Fredenslund, advokat & direktør RettighedsAlliancen
- Natascha Dexters, Underdirektør DR Kultur Børn og Unge
- Nicolai Franck, Tech Schout i Koda
- Pernille Rosendahl, sanger, sangskriver & producer
AI er flyttet ind i kulturproduktionen på godt og ondt. For hvor står vi med den generative AI? Hvilke udfordringer skaber det for kunstnere? Og er der overhovedet brug for os mennesker, når det kommer til produktion af musik og andre kunstformer? De spørgsmål forsøger vi at besvare, når Koda byder borgere og branchepersoner til diskussion om menneskets rolle i en tid med nye, spændende værktøjer til at stimulere kreativiteten. Du kan se frem til:
- Ekspertoplæg med Nicolai Franck om de muligheder og udfordringer, den generative AI skaber for kunstnere.
- Paneldebat om konkrete løsninger, vi kan skabe i Danmark, hvis vi ønsker mennesker bag musikken i fremtiden.
Seancen modereres af Luna Melin Uth fra Koda, som søger svar fra Kodas Tech Scout Nicolai Franck og kræver løsninger fra et panel af politikere og kulturelle aktører. Vi runder af med fællessang og flaskeøl og håber på menneskenes overlevelse i musikken.