Som en del af formidlingsplatformen Genvej.org, lancerer RettighedsAlliancen et nyt initiativ, der skal klæde forældre på til at tale med deres barn om ulovlig streaming.
Mange forældre ved ikke, om deres barn streamer film, serier eller sport ulovligt. De unge står derfor ofte alene med valget mellem at streame indhold, som ligger ulovligt tilgængeligt på sociale medier, eller gå imod strømmen i blandt deres venner. Derfor er RettighedsAlliancen stolte over at kunne lancere et oplysningsinitiativ på platformen Genvej.org, som skal klæde forældre på til at tale med deres barn om ulovlig streaming.
Genvej.org er en digital platform der er udviklet og drives i partnerskab mellem Forbrugerrådet Tænk, Ole Kirk’s Fond og TrygFonden i samarbejde med Red Barnet, Børns Vilkår, Mary Fonden og Medierådet for Børn og Unge samt med en række andre aktører. Her kan forældre søge konkrete råd, viden og vejledning til at støtte deres børns digitale liv.
Kickstart samtalen om ulovlig streaming
Børn og unge har brug for voksne – også til det svære. Men løftede pegefingre eller trusler virker sjældent i dialogen om, hvad unge ikke må. Til gengæld gør det indtryk på dem, når deres forældre og andre voksne lytter, tager deres virkelighed alvorligt og gerne vil lære fra sig. Derfor har vi lavet samtalestartere til den svære samtale om, hvorfor det er forkert at streame ulovligt, når det samtidig er en normal del af de unges hverdag.
RettighedsAlliancens materiale på Genvej.org består desuden af en kort formidlende film om ophavsret, der forklarer, hvorfor man skal tænke sig om en ekstra gang, næste gang der skal streames. Dertil vil forældrene møde en række unge i alderen 14-18 år der fortæller om problemstillingen, mens Sofie Lassen-Kahlke går i øjenhøjde med de voksne.
Se et uddrag fra materialet på Genvej.org her
Uffe Rabe Krag, politisk chef i Forbrugerrådet Tænk, siger:
“Det kan være svært for forældre at gennemskue, hvad børn og unge ser på nettet, og om det streames fra lovlige eller ulovlige kilder. Streaming fra ulovlige kilder kan have konsekvenser. Udover det åbenlyse lovbrud, er der også risiko for hacking og misbrug af private data. Derfor er vi i Genvej glade for, at RettighedsAlliancen vil hjælpe forældre med at starte samtalen med deres børn og gøre det lettere at træffe sikre og lovlige valg, når det kommer til streaming.”
Maria Fredenslund, direktør i RettighedsAlliancen, siger:
”Ulovlig streaming er i høj grad en del af kulturen i blandt de unge, og derfor kan det være svært for den enkelte at se, hvorfor det er forkert. Vi er utrolig glade for, at vi sammen med Genvej, kan få spillet forældrene på banen, så de kan støtte de unge i at navigere og træffe det lovlige valg. For det kræver meget at gå imod strømmen og vælge ulovligt indhold fra, som er let tilgængeligt – ikke mindst, når man er ung.”
Projektet er støttet af Kulturministeriet og Producent Rettigheder Danmarks KulturPlus-midler.
Genvej.org
Genvej.org er udviklet og drives i partnerskab mellem Forbrugerrådet Tænk, Ole Kirk’s Fond og TrygFonden i samarbejde med Red Barnet, Børns Vilkår, Mary Fonden og Medierådet for Børn og Unge samt med en række andre aktører. Her kan forældre søge konkrete råd, viden og vejledning til at støtte deres børns digitale liv.
Genvej hjælper forældre med at folde den verden ud, som deres barn eller ung er en stor del af hver dag. En verden hvor fx skærmvaner, mobning, digitale krænkelser, sociale medier, gaming, ensomhed, datahøst og nu også på ulovlig streaming af film, serier og sport er vigtige emner og problematikker.