Foto: Grafik fra Gyldendals samfundsfagsportal

Nyt forløb lærer unge at være på vagt over for deepfakes  

sep 25, 2025 | Kampagner, Kunstig intelligens

25. september 2025

Hold dig opdateret om vores indsats om digital dannelse og deepfakes via vores nyhedsbrev. 

Deepfakes og stemmekloner er et vilkår i unges digitale færden. Med vores nye Spot på-artikel lærer udskolingselever i samfundsfagsundervisningen at forholde sig kritisk til det indhold, de møder online. 

Nettet flyder med misinformation, fake news og manipuleret indhold – og især unge er disponeret for dette, da vi ved, at deres forbrug af digitalt indhold er stort. Enhver kan med avanceret AI-teknologi skabe og sprede falske, men virkelighedsnære deepfakes i kraft af videoer, billeder eller stemmer, hvor ægte mennesker siger eller gør ting, de aldrig har gjort.
Det skaber forvirring, mistillid og frygt hos de unge, og i værste fald kan det forvrænge deres opfattelse af virkeligheden, så det bliver sværere for dem at skelne mellem, hvad der er sandt og falsk.

Derfor vil vi lære de unge at forholde sig kritisk til ægtheden af de stemmer, billeder og videoer de møder, så de kan navigere trygt i en digital verden, hvor ikke alt er, som det ser ud. 

Kritisk sans over for deepfakes  

RettighedsAlliancen har netop udgivet et nyt undervisningsforløb, der skal styrke unges opmærksomhed og kritiske sans over for deepfakes på nettet. Det er et emne, som både elever og lærere savner viden om, og som vi, med vores indsigt i deepfakes, er glade for at kunne belyse.  

Forløbet er en Spot på-artikel og den tredje i vores serie på Gyldendals digitale undervisningsplatform for samfundsfagsundervisningen i udskolingen. I artiklen møder de unge eksempler på kendte personer, der har fået misbrugt deres identitet ved hjælp af deepfake-teknologi – herunder stemmeskuespiller David Bateson, hvis stemme vi i RettighedsAlliancen arbejder for at beskytte mod stemmekloning, samt Taylor Swift, som har fået delt falske nøgenbilleder af sig.  

Spot på aktuelle samfundstemaer i undervisningen 

Spot på er undervisningsartikler med faglige spørgsmål om væsentlige samfundstemaer , som er målrettet samfundsfagsundervisningen i 8-10. klasse. Denne artikel sætter spot på deepfakes og de skadelige konsekvenser af kunstig intelligens, når teknologien bruges forkert eller ondsindet. 

Gennem konkrete eksempler, hvor kunstig intelligens manipulerer vores opfattelse af, hvad der er sandt og falsk, arbejder eleverne aktivt med at forstå, hvad det kræver af dem, når de scroller gennem indhold på sociale medier. Hvordan navigerer vi i det? 

Svaret er, at vi hele tiden må være kritiske over for det, vi ser og læser – også selvom det kan være krævende. 

Find Spot på-artiklen på Gyldendals samfundsfagsportal her

Hold dig opdateret

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få seneste nyt om udviklingen på det ulovlige marked direkte i din mailboks. Du kan til hver en tid framelde det igen ved at bruge linket nederst i nyhedsbrevene.

Tak for din tilmelding!