I undervisningsforløbet ‘Kunsten at overbevise’ bruges Jesper Oles biograf-prank til at sætte fokus på kommunikation, adfærd og konsekvenser ved brug af ulovligt indhold på internettet blandt unge.
Målet er at give unge viden og konkrete redskaber til at begå sig lovligt og ansvarligt, når de bruger kreativt indhold på nettet. Samtidig skal undervisningsforløbet hjælpe dem med at passe på sig selv og give dem bedre forudsætninger for at træffe selvstændige valg og tage ansvar for deres digitale handlinger.
Ophavsret formidlet på flere måder
I undervisningsforløbet arbejder eleverne med at navigere i de digitale valg og fristelser, de møder på nettet. Forløbet giver eleverne et fælles sprog, ny viden og konkrete handlemuligheder, så de bliver bedre rustet til at træffe sunde, sikre og lovlige valg – også på længere sigt.
Forløbet har ophavsret som omdrejningspunkt. Eleverne analyserer, hvordan budskaber om ulovlig streaming formidles gennem forskellige genrer og medier, herunder kampagnefilmen Ulovlig streaming koster med Jesper Ole, explaineren Forstå ophavsret på 3 minutter og novellen De sidste popcorn af Laura Ringo. Gennem arbejdet med både film, fakta og fiktion får eleverne indsigt i, hvordan virkemidler og appelformer påvirker os som modtagere.
Til undervisningsforløbet har RettighedsAlliancen fået produceret en helt ny novelle om ulovlig streaming. Novellen er skrevet af Laura Ringo, der blandt andet er kendt for sine ungdomsbøger. Med effektive greb fra gysergenren og situationer, de unge kan spejle sig i, indrammer hun tematikken på en nærværende og intens måde, der skærper opmærksomheden og fanger målgruppen. Du kan læse novellen herunder:
© Laura Ringo og RettighedsAlliancen 2026. Illustration: Kristian Eskild Jensen.
Pitch en kampagneidé, og deltag i konkurrencen
Som en del af undervisningsforløbet kan skoleklasser frem mod efterårsferien 2026 deltage i en pitchkonkurrence. Eleverne skal her udvikle deres egen idé til en kampagnefilm, der med udgangspunkt i viden om ophavsret og virkemidler skal få unge til at tænke sig om, før de trykker play på ulovligt indhold.
Hvem ved, måske ligger ideen til den kommende Os der elsker film kampagne netop hos de unge.
Konkurrencen er åben frem til uge 41 for alle 7.-10. klasser i hele Danmark. Forløbet ligger frit tilgængeligt for alle på osderelskerfilm.dk.
Tip endelig relevante personer om, at forløbet findes og kan bruges gratis.
Forløbet er udviklet af RettighedsAlliancen med støtte fra Producentrettigheder Danmark og Det Danske Filminstitut.









