RettighedsAlliancen har netop fået medhold i en sag, som pålægger de danske internetudbydere at blokere for 25 streamingtjenester med ulovlig film-, tv- og livesportindhold.
Efter rettens afgørelse bliver blokeringerne implementeret af internetudbyderne i Danmark. Det sker på baggrund af RettighedsAlliancens samarbejde med Teleindustrien, som fastlægger en procedure for blokering af ulovlige hjemmesider.
Samarbejdet medfører, at Teleindustriens medlemmer hurtigt og effektivt blokerer tjenester, der er dømt ulovlige ved domstolene.
De ulovlige tjenester gav adgang til et kæmpe katalog af danske og udenlandske film og serier, og flere af tjenesterne tilbød også adgang til fodboldudsendelser fra den danske Superliga samt anden livesport. Blokeringssagen blev ført på vegne af en bred sammenslutning af RettighedsAlliancens medlemmer inden for film-, tv- og sportsbranchen, som alle påvirkes af de ulovlige tjenester.
Stærkt samarbejde styrker kampen mod ulovlige hjemmesider
Rettens afgørelse om blokering af de 25 ulovlige hjemmesider bygger på en solid retspraksis opbygget igennem mere end 10 år. Vi har løbende anvendt blokeringssystemet til at tackle nye typer af ulovlige tjenester. Tidligere i år fik RettighedsAlliancen rettens ord for, at ulovlige IPTV-tjenester også kan blokeres i Danmark. En vigtig milepæl i kampen mod IPTV-tjenester, der skaber store udfordringer for film-, tv- og livesportbranchen.
For at øge effekten af hjemmesideblokeringer har RettighedsAlliancen sammen med Teleindustrien og Kulturministeriet indgået Share With Care-samarbejdet. Samarbejdet går ud på at guide brugere hen til de lovlige tjenester i Danmark, hvor de kan få adgang til underholdningsindhold. Det sker imens brugerne er på vej ind på en blokeret ulovlig tjeneste, hvor de i stedet for adgang til tjenesten møder et blokeringsskilt med en søgefunktion til at finde lovligt indhold.
Kombinationen af hjemmesideblokeringer og guide til lovligt indhold er afgørende for at begrænse piratkopiering.
Direktør i RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund, siger:
”Samarbejdet med Teleindustrien er en central del af vores styrkede indsats for løbende at udvikle og forbedre blokeringssystemet. Den aktuelle sag er et vigtigt skridt i den retning og arbejdet stopper ikke her. Der er allerede flere sager på vej, som led i en fortsat målrettet indsats mod at fjerne adgangen til ulovligt indhold inden for et bredt spænd af de rettighedshavere, vi repræsenterer.”
Sådan fungerer blokeringssamarbejdet
I denne explainer-video forklarer Charlotte, advokat hos RettighedsAlliancen, hvordan blokering af ulovlige hjemmesider foregår, og hvordan systemet anvendes i RettighedsAlliancens arbejde.
Læs også ”Men jeg har jo betalt”: Ny kampagne advarer mod ulovlige TV-tjenester.
