Foto: Sergey Zolkin

25-årig mand dømt for at sælge adgang til ulovlige kopier af studiebøger

maj 9, 2023 | Retssager

9. maj 2023

I torsdags blev en 25-årig mand idømt bøde på 5.000 kr. for at have udbudt ulovlige kopier af studiebøger til salg. Mere end halvdelen af de udbudte ulovlige pdf’er stammer fra Nota, som stiller digitale studiebøger til rådighed for folk med et læsehandicap.

Torsdag den 4. maj, blev en 25-årig mand fra København dømt for ophavsretskrænkelser, efter at have udbudt 47 forskellige ulovlige kopier af studiebøger, som han nåede at sælge til 12 personer. Dermed lavede den idømte ikke mindre end 56 ulovlige kopier af studiebøgerne. Værkerne blev uploadet til en OneDrive-server, hvortil vedkommende solgte adgange via annoncer på DBA. Den idømte mand modtog alle de pågældende pdf’er fra medstuderende på socialrådgiveruddannelsen, hvorefter han begyndte at sælge dem videre. I retten udtalte han, at alle på studiet delte eller købte pdf’er på denne uofficielle måde.

Sagen blev ført som domsmandssag, idet den tiltalte nægtede sig skyldig. Retten fandt det godtgjort, at manden forsætligt og under skærpende omstændigheder havde udbudt digitale kopier af de 47 forskellige studiebøger og lavet ikke mindre end 56 ulovlige kopier af studiebøgerne ved salg til 12 personer. Udgangspunktet for denne type lovovertrædelser er fængsel, men af hensyn til den meget lange sagsbehandlingstid ved domstolene endte dommen med en bøde på 5.000 kr. samt konfiskering af en samlet fortjeneste på 2.450 kr.

Mange ulovlige pdf’er stammer fra Nota

RettighedsAlliancen anmeldte i marts 2019 den nu dømte, efter at have samlet beviser for ulovligt salg af adgang til en række studiebøger tilknyttet socialrådgiveruddannelsen, som RettighedsAlliancens medlemmer ejer rettighederne til. I efterforskningen blev det klart, at 27 af de udbudte ulovlig pdf-filer stammede fra Nota. Nota stiller digitale versioner af blandt andet studiebøger til rådighed for studerende med et syns- eller læsehandicap.   

Konstitueret direktør for Nota, Michael Karvø, udtaler: Nota ser med stor alvor på ulovlig deling af Notas materialer og har derfor løbende fokus på implementering af nye sikkerhedstiltag til at hindre ulovligheder. Herudover har Nota et godt samarbejde med Rettighedsalliancen, da vi har en fælles interesse i at modvirke eventuelle ulovligheder.”

Ulovlige studiebøger er fortsat udbredt

Sagen her er langt fra et enkeltstående eksempel på, at ulovlig brug og deling af digitale studiebøger er udbredt iblandt studerende på de videregående uddannelser. En ny undersøgelse fra Epinion, foretaget for RettighedsAlliancen viser, at hver anden af de studerende (50%), der bruger digitale studiebøger, har anskaffet sig en bog på ulovlig vis. Undersøgelsen viser desuden, at 70% af de studerende godt ved, at det er ulovligt at dele digitale studiebøger, men gør det alligevel.

Sekretariatschef for Danske Undervisningsforlag Pia Vigh siger:

”Når så mange af de studerende deler digitale studiebøger velvidende at det er ulovligt, viser det et stort behov for, at uddannelsesinstitutionerne tager mere ansvar. Der er brug for en kulturændring på uddannelsesinstitutionerne, som ledere og undervisere kan understøtte ved aktivt at tage afstand fra den ulovlige kopiering og bidrage til at ulovlig kopiering får konsekvenser også i en uddannelsessammenhæng.”

Beskedent salg fører til straf

Selvom ulovlig brug af studiebøger er særdeles udbredt, viser sagen, at håndhævelsesmulighederne har effekt. I alt 12 personer nåede at købe ulovlige studiebøger fra den idømte, før RettighedsAlliancen fik fjernet annoncerne og anmeldt vedkommende til politiet. Sagen viser dermed, at også med en beskeden fortjeneste, kan systematisk ulovligt salg af digitale studiebøger medføre straf.

RettighedsAlliancens direktør Maria Fredenslund siger: ”Takket være en effektiv indsats fra politiet, er det lykkes at få stoppet det systematiske salg, inden konsekvenserne voksede sig for store. Forløbet viser derfor, at systematisk ulovligt salg ikke er forbeholdt en overvældende fortjeneste. Blot få gennemførte salg af ulovlige studiebøger kan medføre strafferetlige konsekvenser med sig.”