Foto: Bence Balla Schottner

RettighedsAlliancen og LaLiga vinder sag om blokering af ulovlig live-sport

jul 6, 2020 | Retssager, Samarbejder

6. juli 2020

Landsretten stadfæstede i onsdags, at Rojadirecta, en af verdens mest benyttede ulovlige live-sport tjenester, er ulovlig og dermed skal blokeres af danske internetudbydere. Kendelsen betyder, at der i Danmark nu kan skrides ind over for ulovlig streaming af live-sport og tv.  

I samarbejde med den spanske fodboldorganisation LaLiga har RettighedsAlliancen ved Østre Landsret fået stadfæstet, at live-sport tjenesten Rojadirecta er ulovlig og dermed skal blokeres af danske internetudbydere.  

Den spanske virksomhed, der administrerer Rojadirecta, Puerto 80 Projects SLU, ankede byretskendelsen med påstand om, at tjenesten ikke er ulovlig, eftersom der også er lovligt indhold tilgængeligt. Landsretten var dog enig med RettighedsAlliancen og LaLiga i, at en tjeneste, der er dedikeret til ulovlige aktiviteter, er ulovlig – uanset tilstedeværelsen af lovligt indhold. 

Ved sagens anlæg tilbage i 2018 havde Rojadirecta ikke færre end 19.000 danske besøgende på blot én måned, og har dermed givet en omfattende mængde brugere mulighed for at streame live fodboldkampe, bl.a. kampe fra den spanske førstedivision, som LaLiga har rettighederne til. 

Om sagen udtaler Melcior Soler, audiovisual director i LaLiga:  

“Branchen skal fortsætte med at bekæmpe audiovisuel piratkopiering på verdensplan. Denne kendelse giver os mod på at fortsætte og bekræfter vores holdning til, at piratkopiering er en svøbe ikke kun for LaLiga, men for al fodbold. LaLiga vil forsætte med at investere i teknologi til bekæmpelse af piratkopiering og til at forsvare audiovisuelle rettigheder for LaLiga og dens klubber,” siger han.  

Bedre vilkår for rettighedshavere til live-sport og tv 

Med landsretskendelsen er der skabt væsentligt bedre vilkår ikke alene for fodboldligaer, men også broadcastere og andre distributører af live-sport og tv-indhold. Det er nemlig første gang, der blokeres for live-streams af tv-indhold, og det er en milepæl i arbejdet med rettighedsbeskyttelse, forklarer RettighedsAlliancens direktør, Maria Fredenslund:  

”I praksis betyder det, at der nu er adgang til at blokere for tjenester, der tilbyder ulovligt tv og live-sport. Det er en enormt vigtig udvikling særligt for fx broadcastere, der betaler i dyre domme for eksklusive rettigheder til at vise sport,” forklarer hun.  

En af dem, der kan nikke godkendende til vigtigheden af rettighedsbeskyttelse af live-sport, er direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen: 

”Klubbernes salg af rettigheder til at vise bl.a. 3F Superliga og Sydbank Pokalen er afgørende for deres eksistens. Den bliver truet, når ulovlige udbydere også viser kampene og krænker rettighedshavernes betydelige investering i fodbolden. Investeringer, der understøtter alt fra 3F Superliga til bredde-fodbold. Derfor er det helt afgørende, at vi fremadrettet kan få sat en stopper for den ulovlige streaming,” forklarer han.  

Ulovligt tv er populært i Danmark 

Netop at finde fodboldkampe og andet ulovligt live-sport og tv er danskerne desværre meget interesserede i. En undersøgelse fra EUIPO viser, at Danmark er et af de EU-lande, der har det højeste antal brugere af ulovlig pirat-tv, og undersøgelse estimerer, at 250.000 danskere benyttede sig af pirat-tv i 2018. 

En bekymrende udvikling, forklarer Maria Fredenslund:  

”Danskernes interesse i pirat-tv understreger blot vigtigheden af, at en afgørelse som denne fremover vil gøre det nemmere at blokere for de ulovlige tjenester, der tilbyder adgang til gratis live-sport,” siger hun og påpeger også de risici, der er for forbrugere ved at benytte ulovlige tjenester:  

”Man kan uforvarende komme til at give sine personlige oplysninger til kriminelle, der altså ikke tilgængeliggør sportskampe for deres blå øjnes skyld. Bagmændene indgår ofte i organiserede kriminelle netværk, der er ude på at tjene penge på den ene eller anden måde for at kunne finansiere anden grov kriminalitet.” 

For yderligere information:
Presseansvarlig hos RettighedsAlliancen: Sofie Guldager Rafn sofie.rafn@rettighedsalliancen.dk/ M +45 22 10 08 25

Opdatering den 15. juli: I den oprindelige pressemeddelelse omtaltes Landsrettens afgørelse som en ‘dom’, men efter henvendelse fra Puerto 80 Projects SLU’s advokat gør vi opmærksom på, at Landsrettens afgørelse iht. retsplejeloven skal følges op af en opfølgende retssag, ligesom vi har rettet til den juridisk korrekte term ‘kendelse’.