UdRet – Uddannelse i rettigheder
Foto: Pixabay
Om UdRet
Projektet er finansieret af Udvalget til Beskyttelse Af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), Forfatternes Forvaltningsselskab og Kulturministeriet.
Projekt UdRet (Udannelse i rettigheder) har til formål at oplyse de studerende på videregående uddannelser om, hvordan de nemt og lovligt kan finde deres studiebøger samt forklare dem, hvorfor ophavsret er vigtigt – også for den studerende selv – og hvorfor det er væsentligt, at ophavsretsloven respekteres.
Projektet fokuserer dermed på de lovlige muligheder, de studerende har for at få adgang til studiebøger, blandt andet ved at bruge institutionens bibliotek, kopieringsaftalen med CopyDan Tekst&Node, institutionens boglade – eller sågar muligheden for at købe brugte, fysiske bøger. Der fokuseres endvidere på, at man ikke må dele sine digitale studiebøger med hinanden.
Under Projekt UdRet har RettighedsAlliancen sammen med en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Professionshøjskolen UCN og Copenhagen Business Academy derfor udviklet en række materialer, som kan bruges af uddannelsesinstitutionerne i kommunikationen med de studerende.
Materialepakken består blandt andet af tre videoer, en guide til tutorer, flyers og slides, som underviserne kan benytte sig af.
De tre videoer har følgende fokus:
-
- Hvorfor ophavsret er vigtigt – også for den studerende
- Hvordan man kan få nem og lovlig adgang til studiematerialer
- Tilbagevisning af nogle af de myter, der er omkring studiebøger.
Materialepakken indeholder også en plakat, som kan tilpasses, så den passer til den enkelte institutions lokale regler for kopiering.
Såfremt institutionerne ønsker at formidle budskaberne på andre kreative måder, er de meget velkomne til at række ud til Victoria Agerskov, som kan hjælpe med grafisk opsætning og tilpasning.