Forbruget af ulovlige IPTV-tjenester stiger, og det truer produktionen af dansk topfodbold, film og tv. Sammen med Superligaen A/S vil RettighedsAlliancen nu få de mest populære IPTV-tjenester blokeret i Danmark.
Gennem et abonnement på ulovlige IPTV-tjenester, tilgår mange danskere dagligt udsendelser med danske og udenlandske fodboldkampe og anden livesport, samt danske og udenlandske film og serier. Det medfører, at kriminelle høster frugterne af de ressourcer, som producenter og andre medvirkende har lagt i at skabe indholdet. Nu vil RettighedsAlliancen sætte en stopper for denne urimelige udvikling, ved at blokere for adgangen til de 10 mest populære ulovlige IPTV-tjenester i Danmark. Det sker med en anmodning til domstolene, med det formål at få tjenesterne dømt ulovlige og samtidig pålægge de danske teleselskaber at blokere for adgangen dertil.
Blokeringssagen er indgivet på vegne af Divisionsforeningen og Superligaen A/S, som er medlem af RettighedsAlliancen og bl.a. står for produktionen af fodboldudsendelser i 3F Superliga.
Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, siger:
Brugen af ulovlige IPTV-tjenester rammer alle de fodboldfans, der ikke snyder og gør det dyrere for dem at få adgang til at følge de kampe og de klubber, de elsker at se. På længere sigt er ulovlig IPTV med til at undergrave medieaftalerne, som er det, der er hele fundamentet for, at klubberne i Danmark kan levere flot fodbold og fantastiske oplevelser.
Ulovlig IPTV er kritisk for livesport, film og tv
Ulovlige IPTV-tjenester er ikke et nyt fænomen, men har vundet større indpas de senere år. En netop offentliggjort undersøgelse fra MediaVision viser nemlig, at 360.000 danske husstande, svarende til 14 %, abonnerer på en ulovlig IPTV-tjeneste. Det er en stigning på 9 % siden 2022, hvor andelen af danske husstande, der abonnerer på en ulovlig IPTV-tjeneste, udgjorde 5 %.
Ulovlig IPTV er kritisk at bekæmpe, fordi brugerne, som opretter et abonnement til tjenesten, får stillet et bredt katalog af indhold ulovligt til rådighed – hvoraf live-indhold er særligt populært. Det har alvorlige følger for adskillelige rettighedshavere, idet den brede tilgængeliggørelse udfordrer incitamentet for at betale for at se indholdet via lovlige kilder. Derfor er de ulovlige IPTV-tjenester en udfordring, som rettighedshavere på tværs af livesport-, film- og tv-industrien samarbejder om at bekæmpe.
Lars Bo Jeppesen, EVP Viaplay Group & CEO Viaplay Denmark, siger:
Ulovlig IPTV undergraver hele økosystemet omkring produktion og distribution af kvalitetsindhold – fra sportsrettigheder til film og serier. Pirattjenesterne styres af dybt kriminelle bagmænd, der via internationale netværk og lokale hælere sælger deres tyvekoster videre. Når 360.000 danske husstande er private pirater og benytter disse ulovlige tjenester, er det ikke kun et økonomisk tab – det er et direkte angreb på de investeringer og den kreativitet, der driver vores branche. Desuden betyder den systematiske skatteunddragelse hos disse foretagender, at samfundet i stigende grad går glip af betydelige skatteindtægter. Derfor er det afgørende, at vi sammen sætter en stopper for den organiserede kriminalitet bag disse tjenester og sikrer bedre beskyttelse af indhold.
Bedre beskyttelse af livesport påkrævet
Vores blokeringssag er kun første skridt mod en effektiv beskyttelse og håndhævelse af rettigheder til underholdningsindhold over for udfordringerne fra ulovlige IPTV-tjenester. I Danmark reagerer teleudbydere hurtigt og effektivt mod de ulovlige tjenester, når domstole pålægger dem at skride ind. Men mange andre aktører, såsom CDN’er, hosting-udbydere og VPN-tjenester, bør gøre langt mere for at begrænse ulovlig distribution af tidssensitivt indhold som livesport. Derfor har RettighedsAlliancen netop indgivet vores anbefalinger til EU-Kommissionens høring om forslag vedrørende bekæmpelse af ulovlig distribution af sport og andre livebegivenheder.
Læs RettighedsAlliancens anbefalinger til EU-kommissionen her