RettighedsAlliancen står bag ny undervisning til folkeskoleelever. ‘Skærmen fuckr med dig’, er et EU-støttet undervisningsprojekt, der skal fremme sikker og lovlig adfærd på internettet hos unge i alderen 12-16 år. Et projekt, der har vakt stor interesse.
Facebook, Snapchat, Youtube, Netflix. Uanset om unge er aktive på sociale medier via deres smartphone eller ser film på deres tablet, så er de brugere af internettet. Skærmen, og dens uendelige muligheder, er blevet ét stort, gratis slaraffenland. Eller hvad? Er der overhovedet noget på nettet, der er gratis, og hvordan skelner man egentlig mellem lovlige og ulovlige tjenester?
Disse spørgsmål er blot nogle af dem, som danske folkeskoleelever i de kommende måneder vil blive stillet over for i et nyt, EU-støttet undervisningsforløb. Et forløb, der er udarbejdet af RettighedsAlliancen i samarbejde med undervisningsforlaget Alinea og kampagnedesignerne hos KL/7.
Der er blevet udarbejdet en kort video om forløbet, som du kan se her.
Unge skal kunne tage stilling
Et af hovedformålene med ‘Skærmen fuckr med dig er at klæde de unge på til at kunne tage stilling til deres digitale adfærd. De vil derfor blive undervist i, hvad det vil sige at sætte såkaldte “digitale fodspor”, og hvordan disse fodspor bruges af forskellige netværk som bl.a. Google og Facebook. Dermed kan de unge tage stilling til, hvilke informationer de vil dele ud af.
Undervisningsforløbet skaber forståelse om sikker adfærd på internettet, med fokus på at undgå ulovlige sider, der tilbyder bl.a. film-, litteratur- og musiktjenester. Det er ikke altid lige nemt at navigere på internettet mellem alle de fristende tilbud, og derfor vil de unge få nogle værktøjer, som gør dem i stand til at skelne mellem lovlige og ulovlige sider.
De unge bliver gjort opmærksomme på, at det har konsekvenser at benytte sig af ulovlige tjenester. Der er personlige konsekvenser, som risikoen for at få installeret malware på sin PC, men der er også samfundsmæssige konsekvenser, når producenterne ikke får betaling for de film, bøger, etc. de laver. Det undergraver produktionen af indholdsprodukter og fører til et mindre og kvalitetsmæssigt dårligere udbud af indhold og oplevelser.
Et samfundsproblem
Den ulovlige brug af indholdstjenester er et samfundsproblem, hvor krænkelser og kriminalitet koster dyrt i penge, i vækstpotentiale, og i arbejdspladser. Det er derfor væsentligt, at de unge, tidligt, bliver gjort opmærksomme på konsekvenserne ved ureflekteret brug af internettet og dets mange tilbud.
Målet med undervisningsforløbet er at gøre eleverne i stand til at reflektere over deres digitale forbrug, kende konsekvenserne ved forbrug af ulovligt indhold, og være bevidste om deres rettigheder som brugere af internettet. Alt sammen for at skabe sikker og lovlig adfærd på et bæredygtigt internet.
Materialet til undervisningsforløbet ligger gratis tilgængeligt for landets folkeskolelærere på Alineas undervisningsportal.
Fakta om Skærmen fuckr med dig :
● Klassetrin: 7., 8., og 9. klasse
● Fag: Dansk
● 4,5 undervisningslektioner
● Materialet er gratis tilgængeligt på Alineas undervisningsportal
Se video: