Foto: Andreas Vas

38-årig idømt betinget fængselsstraf for at guide til ulovlig tjeneste

sep 23, 2020 | Retssager

23. september 2020

Retten i Odense afsagde i torsdags dom over ejeren af hjemmesiden popcorn-time.dk, som har tjent penge på at guide brugere til den ulovlige tjeneste Popcorn Time, og dermed også har medvirket til krænkelse af ophavsretten.

20 dages betinget fængsel, udbyttekonfiskation af 10.000 kroner og konfiskation af domænet popcorn-time.dk, blev konsekvenserne for en 38-årig mand, da byretten i Odense torsdag afsagde dom i en sag om medvirken til udbredelse af ulovlig streaming.

Den 38-årige har fra august 2014 til august 2015 på hjemmesiden popcorn-time.dk anbefalet og guidet brugere til at downloade og benytte den ulovlige streamingtjeneste Popcorn Time. Tiltalte har samtidig modtaget omkring 10.000 kroner i annonceindtægter fra Google for reklamer på siden.

Tiltalte tilstod sin medvirken til udbredelse af den ulovlige streamingtjeneste og blev dermed dømt ­for medvirken til de ophavsretskrænkelser, der forekommer ved brug af Popcorn Time.

Tidligere i år blev en 41-årig mand ligeledes dømt for udbredelse af Popcorn Time, idet han på domænet popcorntime.dk vejledte til download og brug af den ulovlige tjeneste, ligesom han gav tips til at undgå at blive opdaget af myndighederne. Her lød dommen på seks måneders betinget fængsel, vilkår om 120 timers samfundstjeneste samt udbyttekonfiskering af mere end 500.000 kroner. 

Forskellene i de to domme skal findes i, at sidstnævnte hjemmeside, popcorntime.dk, var mere uddybende og også guidede til brug af VPN-forbindelser, foruden at tiltalte også modtog et væsentligt større beløb for annoncering. Læs mere om sagen her.

Fakta: Hvad er Popcorn Time?

Popcorn Time er en såkaldt peer-to-peer fildelingstjeneste, der blev udviklet i Argentina tilbage i 2014. Tjenesten indeholder primært ulovligt kopierede film og serier, der deles uden ophavsretshaverens samtykke. Da Popcorn Time er en decentral tjeneste, får brugerne adgang til tjenesten via et downloadet program til deres computer eller fjernsyn i modsætning til en hjemmeside. Hver gang en bruger har downloadet tjenesten og begynder at se en film, får brugeren dele af filmen fra andre brugere og giver samtidig selv andre dele videre – dermed indgår brugere også selv i et ulovligt fildelingsnetværk.

RettighedsAlliancen anmeldte Popcorn Time til SØIK allerede i 2015. I 2017 blev tjenesten dømt ulovlig i Danmark efter at RettighedsAlliancen iværksatte en civilretlig blokeringssag. Popcorn Time blev herefter blokeret af de danske internetudbydere.