Foto: Wesley Tingey

50-årig familiefar dømt for at have stået bag pirattjenester

jun 15, 2021 | Retssager

15. juni 2021

Der er mange risici forbundet med at stå bag ulovlige pirattjenester. Det viser en sag, hvor 50-årig familiefar fra Middelfart blev dømt for at have stået bag NordicBits og Asgaard.  

Tirsdag den 15. juni, blev en mand idømt fire måneders fængsel ved retten i Odense, for at have stået bag de nu lukkede pirattjenester NordicBits og Asgaard. Dommen lød på 4 måneders fængsel hvoraf en måned var ubetinget. Han var en af flere bagmænd for de to ulovlige sider med henholdsvis 23.000 brugere og 5.000 brugere, der tilsammen gjorde omkring 27.000 ulovlige filer tilgængelige. Forløbet viser, at konsekvenserne er mange, når man står bag ulovlige fildelingstjenester. 

Varetægtsfængslet over jul og nytår 

En 50-årig familiefar fra Middelfart. Det er profilen på den netop dømte bagmand, som har stået bag opsætning af hjemmeside, betalingsløsninger og kundeservice til brugere af pirattjenesterne Asgaard og NordicBits, sideløbende med et almindeligt arbejde og familietilværelse i Middelbart. 

RettighedsAlliancen anmeldte i oktober 2020 en række formodede bagmænd bag Asgaard til SØIK. Den 21. december 2020 blev den nu dømte bagmand anholdt, hvorefter han blev varetægtsfængslet over jul og nytår, mens SØIK fortsatte efterforskningen og anholdte yderligere seks formodede bagmænd. Som pirat risikerer man ikke blot at få en plettet straffeattest. Det medfører potentielt også personlige konsekvenser i form af at miste sit job, undvære sine børn og udsætte sine nærmeste for voldsomme oplevelser.  

Læs Anklagemyndighedens pressemeddelelse her. 

Prøver lykken på nye tjenester 

Når pirattjenester lukkes ned, prøver de hjemløse bagmænd lykken ved at udvikle nye pirattjenester. Det viser denne sag også, da den dømte bagmand rykkede fra NordicBits til Asgaard, som følge af SØIK’s aktioner, hvor NordicBits og DanishBits blev lukket i oktober 2020. Ligeledes rykkede mange af de lukkede siders brugere til Asgaard, hvorefter RettighedsAlliancen efterforskede og anmeldte siden. I december 2020 lukkede Asgaard ned frivilligt, som reaktion på RettighedsAlliancens arbejde, og på SØIK’s igangværende aktioner. Allerede inden jul blev den nu dømte mand anholdt. 

Læs også: De sidste danske pirattjenester er lukket og slukket 

RettighedsAlliancens direktør Maria Fredenslund siger: 

”Med denne sag, viser SØIK en effektiv og fokuseret indsats. Det er helt afgørende, når vi ser, at bagmænd bag lukkede tjenester forsøger at bygge nye platforme op fra bunden. Ved at slå hurtigt ned på bagmænd og platforme, kan vi holde det ulovlige marked i skak og derved undgå mange krænkelser i fremtiden.”  

Hård straf til bagmænd  

I Anklagemyndighedens pressemeddelelse udtaler anklager for SØIK, Christian Raaholt Hahn, at dommen ”sender et klart signal til både bagmænd og brugere om, at der bliver slået hårdt ned”. I en artikel hos TV2 Fyn, udtaler Christian Raaholt Hahn desuden, at han gik efter seks måneders fængsel og nu derfor vil overveje, hvorvidt dommen skal ankes. Det glæder Maria Fredenslund: 

”Vi ser gerne, at straffen i højere grad afspejler omfanget af bagmandens lovovertrædelser via begge de ulovlige tjenester. Derfor glæder det mig, at anklagemyndigheden vil overveje at anke sagen med henblik på seks måneders fængsel.” 

Læs TV2 Fyns artikel: 50-årig skal i fængsel for at drive flere ulovlige fildelingstjenester