Foto: Bill Oxford

9 ulovlige musiktjenester blokeres af danske internetudbydere

mar 13, 2023 | Retssager

13. marts 2023

RettighedsAlliancen vandt i dag en blokeringssag, der omfatter de 9 mest populære såkaldte ’stream ripping tjenester’ i Danmark. Tjenesterne, som gør det muligt uretmæssigt at kopiere og gemme musik fra internettet, blev dømt ulovlige og skal dermed blokeres af danske internetudbydere.

Danmark har tradition for at udmærke sig med blokeringer af sider, der krænker IP-rettigheder. Tilbage i 2018 stod RettighedsAlliancen bag en blokeringssag mod et teleselskab om blokering af en såkaldt stream ripper, hvor musikken fra musikvideoer ulovligt rippes og gemmes. Denne sag resulterede i en historisk kendelse, da Danmark blev det første land i verden til at blokere for en stream ripping tjeneste. Her 5 år senere benyttes teknologien stadig i stort omfang til ulovligt at downloade musik fra YouTube.

Mandag d. 13. marts blev 9 af de mest populære stream ripping tjenester dømt ulovlige ved Retten i Næstved. De 9 tjenester havde flere hundrede tusinde besøg fra danske IP-adresser hver måned, og var derved en stor udfordring for rettighedshaverne i musikbranchen. Kendelsen betyder, at de danske internetudbydere skal blokere for tjenesterne, således de ikke længere kan tilgås fra danske IP-adresser.

Kendelsen viser, at blokeringer fortsat er et effektivt og fleksibelt redskab, der kan bremse flere slags ulovligt indhold. Ulovlig download og stream ripping er eksempler, men også distribution af ulovlig TV, litteratur, tekst, film og live begivenheder kan begrænses med blokeringer. 

Blokering er et effektivt værktøj

RettighedsAlliancen har gennem årene været hos domstolene og løbende fået rettens ord for, at internetudbyderne skal blokere for ulovlige tjenester, der tilbyder adgang til ulovligt indhold. Det er RettighedsAlliancen erfaring, at blokering af de ulovlige tjenester medvirker til, at trafikken til tjenesterne i gennemsnit falder med 75 procent. Dermed reduceres omfanget af ophavsretskrænkelser betydeligt. At trafikken til de ulovlige tjenester blokeres, er ikke kun en sejr for rettighedshaverne men ligeledes for brugerne, der benytter sig af de ulovlige tjenester. Det er nemlig de færreste der ved, hvilken risiko de løber, når de benytter sig af ulovlige sider, som er drevet af kriminelle bagmænd og som ikke prioriterer brugernes sikkerhed. Risikoen for at blive ramt af malware stiger markant, når man benytter sig af ulovlige tjenester, og dermed går beskyttelse af rettigheder hånd i hånd med brugersikkerhed på nettet.