Passwords til indholdstjenester flyder mellem husstande i danske venne- og familiekredse. Det er i strid med tjenesternes vilkår og derfor et fokusområde for RettighedsAlliancen.
At dele sit password til en indholdstjeneste med en ven, kan for mange føles som en simpel vennetjeneste. Men ifølge indholdstjenesternes vilkår, er det kun tilladt at dele sit password med personer inden for egen husstand. Alligevel deler 37 % af danskerne deres password til indholdstjenester med andre uden for deres husstand, viser en netop gennemført undersøgelse, foretaget af Wilke for RettighedsAlliancen. Omfanget af passworddeling iblandt danskerne er derfor alarmerende højt og efterhånden på niveau med andre former for ulovligt forbrug af indhold.
Halvdelen er villige til at betale for abonnement
Selvom det er i strid med indholdstjenesternes vilkår, viser undersøgelsen, at danskerne i høj grad deler passwords med nære relationer som forældre, børn eller venner, de ikke deler husstand med. Her er det slående, at hele 46 % af dem, der deler passwords med andre, selv ville tegne abonnement, hvis ikke de kunne dele. Den udbredte passworddeling kan derfor ikke tilskrives manglende vilje til at betale for indhold, men i højere grad at det er nemt, og at der mangler synlige konsekvenser ved at dele passwords.
RettighedsAlliancens direktør Maria Fredenslund siger:
Deling af passwords kan for den enkelte bruger måske virke harmløst, men det er ikke tilladt og det går ud over hele fødekæden, når der ikke bliver betalt for indhold. Det er derfor afgørende, at branchen sammen udvikler løsninger mod passworddeling og klæder brugerne på til at betale for det indhold, de ser.”
57 % ved, at passworddeling ikke er tilladt
Ifølge undersøgelsen fra Wilke, er 57 % af de adspurgte bekendte med, at det ikke er tilladt at dele passwords med andre uden for husstanden. Selvom det vidner om et behov for oplysning, viser det også, at mange ser stort på reglerne. Når det kommer til passworddeling, er der derfor ligeledes et behov for oplysning, sætte eksempler, og i det hele taget gøre det sværere at dele sit password med andre. Her giver villigheden til at betale også udtryk for, at der vil kunne finansieres langt mere indhold fremover, hvis indholdstjenesterne får flere betalende brugere.
Læs også: Netflix-udmelding understreger alvoren ved deling af passwords