Foto: RettighedsAlliancen

Indsigter fra arbejdet med at beskytte rettigheder i 2025

apr 13, 2026 | Analyse, Publikationer

13. april 2026

RettighedsAlliancen har netop offentliggjort årsberetning for 2025, som giver indblik i alle de initiativer, projekter og milepæle, der har kendetegnet vores arbejde for at beskytte de kreative branchers rettigheder i 2025. Særligt nye måder at bruge kunstig intelligens på, vellykkede blokeringer af ulovlige tjenester og indsatsen mod ulovligt indhold på sociale medier har kendetegnet året.

“2025 har været et år, hvor RettighedsAlliancen har haft øjnene på bolden. I en storm af udfordringer for håndhævelsen af rettigheder, har vi holdt fast i kernen i det arbejde, vi er sat i verden for. Det har styrket både vores indsats og vores faglige fokus – og det afspejler sig i årets resultater. På tværs af næsten alle håndhævelsesaktiviteter og fagområder har vi løftet niveauet og skærpet indsatsen i løbet af 2025.”

Sådan siger direktør, Maria Fredenslund, i forordet til RettighedsAlliancens årsberetning, hvor blandt andet udviklingen inden for kunstig intelligens understreges som en af årets største udfordringer. Her dykker vi ned i 3 highlights fra årsberetningen 2025.

1. Nye måder at anvende kunstig intelligens på

RettighedsAlliancens arbejde viser, at nye måder at anvende kunstig intelligens på i stigende grad udfordrer beskyttelsen af ophavsretten. Gennem analyser har vi dokumenteret, at førende AI-virksomheder som Meta, OpenAI, Microsoft, Anthropic og Midjourney har trænet deres AI-modeller på ophavsretligt beskyttet materiale – herunder bøger, artikler, billeder, film og musik – hentet fra pirattjenester og uden tilladelse fra rettighedshaverne.

De nuværende krav til transparens giver heller ikke rettighedshaverne reel indsigt i, hvilket indhold, modellerne ulovligt trænes på. Vores analyse af, hvordan rettighedshaverne er stillet, peger på to centrale udfordringer ved de nuværende regler. For det første kan der først forventes egentlig handling fra AI-udbyderne tidligst fra august 2026, når AI-forordningen håndhæves. For det andet er kravene til dokumentation så begrænsede og uklare, at det i praksis er svært – særligt for mindre rettighedshavere – at beskytte deres værker.

Samtidig ses en ny udfordring ved brug af kunstig intelligens blandt studerende på videregående uddannelser. En undersøgelse fra 2025 viser nemlig, at 25 % af de studerende har uploadet studiemateriale eller uddrag herfra til chatbots, og at 72 % ikke er klar over, at det er ulovligt. Det peger på et stort behov for oplysning. Derfor har RettighedsAlliancen i 2025 arbejdet målrettet med at informere om reglerne blandt andet gennem initiativet ‘Os Der Elsker Viden’, der skal styrke kendskabet til ophavsret blandt studerende og bidrage til ændret adfærd.

2. Medvind i blokering af ulovlige tjenester

Endnu en central indsigt fra vores arbejde i 2025 er, at en skærpet indsats for blokeringer skaber konkrete resultater. Det gælder særligt på IPTV-området, hvor vi i samarbejde med Divisionsforeningen fik blokeret 10 ulovlige tjenester gennem en domstolskendelse, der pålægger teleselskaber at blokere adgangen.

Samtidig har vi arbejdet med i alt fire blokeringssager – tre inden for film, tv og livesport og én inden for litteratur – hvilket samlet har ført til blokering af 446 ulovlige hjemmesider. Det viser, at en målrettet indsats gør en forskel, men også at arbejdet langt fra er afsluttet.

Fremover vil vi derfor også rette blikket mod tekniske aktører som hosting- og VPN-tjenester, der muliggør omgåelse af blokeringer og dermed modarbejder beskyttelsen af rettigheder.

3. Ulovligt indhold spreder sig på sociale medier

Ulovligt indhold fortsætter med at flytte ind på sociale medier. Derfor har RettighedsAlliancen styrket arbejdet med at identificere og dokumentere indhold, der deles og promoveres til store brugergrupper.

I 2025 lykkedes det blandt andet at få fjernet søgninger og indhold relateret til “IPTV” på udvalgte platforme, hvilket har gjort det sværere at finde og tilgå ulovlige tjenester. Samtidig er en række opslag og profiler blevet fjernet som led i indsatsen.

Erfaringerne viser, at en målrettet indsats kan begrænse udbredelsen af ulovligt indhold, men også at håndhævelse på sociale medier fortsat er udfordret af manglende ansvar og utilstrækkelig indsats fra platformene selv. Det understreger behovet for klare krav til platformenes ansvar fremadrettet.

Du kan læse mere om årets highlights og vores arbejde med at beskytte kreativt indhold i årsrapporten for 2025, som netop er udgivet her:

Hent RettighedsAlliancens årsberetning 2025.

Hold dig opdateret

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få seneste nyt om udviklingen på det ulovlige marked direkte i din mailboks. Du kan til hver en tid framelde det igen ved at bruge linket nederst i nyhedsbrevene.

Tak for din tilmelding!