I de fleste klasselokaler er kreativt indhold en naturlig del af undervisningen. En dokumentar kan åbne for en historisk debat. En sangtekst kan give sproglig forståelse. Et fotografi kan starte en samtale om samfund og identitet. Aftalelicenssystemet i Danmark giver lærere oceaner af muligheder for at benytte sig af kreativt indhold, og det ønsker RettighedsAlliancen at sætte yderligere fokus på, ved at lancere en ny hjemmeside målrettet lærere i grundskolen. Siden skal give et samlet og overskueligt overblik over de muligheder, lærere har, når de ønsker at bruge kreativt indhold i undervisningen.
Projektet er udviklet under Share With Care-paraplyen og er støttet af Kulturministeriet og Producent Rettigheder Danmark med det formål at hjælpe lærere i hverdagen med at finde og anvende kreativt indhold på en enkel og lovlig måde.
En fælles indsats
Brugen af film, TV-udsendelser, musik, billeder og tekster er omfattet af forskellige aftaler og licensordninger. Det betyder, at reglerne varierer afhængigt af, hvilken type indhold der bruges i undervisningen. Ligesom det er forskelligt, hvorvidt skolen automatisk er tilmeldt en aftale eller ej.
Indholdet på hjemmesiden er udviklet i samarbejde med de forvaltningsorganisationer, der administrerer licensaftalerne på grundskoleområdet: Tekst & Node, Copydan AVU-medier og VISDA.
Når lærerne anvender de eksisterende aftaler, understøtter de ikke blot deres egen undervisning, men også det økosystem, som gør det muligt at skabe nyt indhold.
Alle tre organisationer hilser derfor ideen om en samlet informationsplatform velkommen, idet det støtter op om udbredelsen af de muligheder, som lærerne har med deres aftaler.
RettighedsAlliancens nye website er et supplement til forvaltningsorganisationernes egne hjemmesider, hvor der findes uddybende information om brugen af kreativt indhold i undervisningen indenfor de enkelte områder.
Gode rollemodeller
Grundskolen handler ikke kun om faglig læring. Den handler også om digital og kulturel dannelse. I en hverdag, hvor elever møder et massivt digitalt indholdsudbud, spiller lærerne en afgørende rolle i at vise, hvordan man omgås andres arbejde med respekt.
Når lærere selv bruger indhold lovligt og taler med eleverne om rettigheder og ansvar, bidrager de til at forme en generation, der forstår værdien af kreativt arbejde.
Find siden ”for lærere” på sharewithcare.dk/for-laerere/
For yderligere information, kontakt: Victoria Agerskov, projektleder hos RettighedsAlliancen på mail: victoria.agerskov@rettighedsalliancen.dk.
