Foto: Sam Xu

Retsafgørelse styrker blokeringerne af de ulovlige tjenester

feb 8, 2017 | Analyse, Retssager

8. februar 2017

Igen har vi været i retten og fået dommernes ord for, at 5 tjenester er ulovlige. Som noget nyt, og som en konsekvens af udviklingen på internettet, faldt dommen på baggrund af tjenestens indhold og ikke på tjenestens hjemmesideadresse.

Det er fordi, de ulovlige tjenester hurtigt bare skifter navn (hjemmesideadresse), men fortsætter med at dele præcis samme indhold. På den måde omgår de dommerens ord og de deraf følgende blokeringer. Kendelsen faldt i dag, 8 februar 2017, i Frederiksberg Byret, hvor Telenor og RettighedsAlliancen begge mødte op til retsmødet. Det betyder, at der nu, i Danmark, er mere end 80 blokerede hjemmesider. Det har en stor direkte effekt på omfanget af ulovlig trafik, som alene i 2016 er faldet med hele 23 procent.

 ”Det er et vigtigt skridt i retning af et mere lovligt internet, at domstolene slår fast, at en ulovlig tjeneste er ulovlig, uanset hvilken adresse den bor på, siger Maria Fredenslund, Direktør i RettighedsAlliancen”

Danmark er et foregangsland og et forbillede for andre lande når det kommer til at blokere for ulovlige tjenester. Blokeringerne virker godt, også fordi de er kombineret med en oplysningskampagne kaldet Share with Care, som forklarer, hvorfor det er ulovligt.

Vi kan se, at trafikken til de blokerede tjenester er faldet med 75,76%, mens det totale fald på trafik til ulovlige tjenester er faldet med 23%.

Forskellen mellem det store fald af trafik til selve de blokerede tjenester og faldet på trafik i det hele taget, skyldes, at det ikke er alle ulovlige tjenester, der er blokerede. Indtil videre er mere end 80 tjenester blevet dømt ulovlige, men der er altså flere ulovlige tjenester, der stadig agerer uhindret på internettet – deriblandt det man kalder mirror sites.

Et mirror site er en kopi af en ulovlig tjeneste, der er blevet dømt ulovlig, og som bare er flyttet hen til en ny adresse. På den måde omgår de ulovlige tjenester loven. Et godt eksempel på det er den kendte tjeneste The Pirate Bay, som på trods af alverdens domme om at være en ulovlig tjeneste fuldstændig ignorerer dommene, fordi de kan. Da de ulovlige tjenester således ikke selv retter sig efter dommene, er blokeringer det eneste middel til at håndhæve loven.

I Danmark har vi blokeret for The Pirate Bay, hvilket forhindrer rigtig mange danskere i at komme ind på deres hjemmeside. Blokeringerne har således vist sig at være det eneste værktøj, der virker på at håndhæve en dom. Til og med i dag, har det været praksis, at selve dommen hægtede sig op på hjemmesidenadressen –  og derfor har det været nemt for de ulovlige tjenester blot at skifte hjemmesideadresse fra thepiratebay.org til thepiratebay.se., for at undgå en blokeringsdom. Men det er slut nu. Fremadrettet dømmes selve tjenesten ulovlig, uanset hvilken adresse, den bor på.