Foto: Envato Elements

To personer skal i fængsel for ophavsretskrænkelser 

mar 21, 2025 | Retssager

21. marts 2025

Det kan koste dyrt at krænke rettigheder til film og tv-serier. Det understreger to netop afgjorte sager, hvor to personer skal afsone flere måneders fængsel for ulovlig deling af ophavsretsligt beskyttede værker.

Mens mange års indsats mod ulovlig fildeling har gjort op med de populære danske fildelingstjenester, fortsætter en gruppe inkarnerede fildelere med at cirkulere film, serier og tv-indhold i mindre lukkede netværk. Men det kan blive opdaget og koste dyrt, som to mænd i denne uge erfarede. De blev begge idømt fængselsstraffe for grove ophavsretskrænkelser, hvoraf flere af månederne i begge tilfælde skal afsones. Det oplyser NSK i en pressemeddelelse.

I den ene sag har krænkelserne forbindelse til ulovlige tjenester som DanishBytes og SuperBits, som RettighedsAlliancen har været involveret i at bekæmpe, mens den anden sag vedrører det internationale fildelingsnetværk “Scenen”.

Ubetinget fængselsstraf understreger alvoren

Sagerne drejer sig om en 48-årig mand fra Vordingborg idømt 1 år og to måneders fængsel, hvoraf fire måneder var ubetingede, og en 46-årig mand fra Hillerød der blev idømt ni måneders fængsel, hvoraf tre måneder var ubetingede.

I en pressemeddelelse fra NSK, udtaler Specialanklager Jan Østergaard:

”Jeg er meget tilfreds med de afsagte domme. Det er første gang, at domstolene idømmer en ubetinget fængselsstraf til fildelere, der er ustraffede og ikke selv har haft en økonomisk gevinst. Det er de enorme datamængder af ulovlig delt rettighedsbeskyttet materiale, der har været den afgørende faktor for de hårde straffe.”

Maria Fredenslund, direktør i RettighedsAlliancen siger:

“Dommene understreger på det kraftigste, at rettighedskrænkelser tages alvorligt og bliver straffet. Gennem mange år har vi haft et massivt fokus på at lukke de ulovlige danske fildelingstjenester, og takket være vores og NSKs indsats er dette lykkedes. Lad dommene være et wakeup call til de brugere og bagmænd, der bliver ved: Krænkelser af rettigheder kan blive opdaget – og tages alvorligt, når de gør.”

Om sagerne

De to netop afgjorte sager er begge en del af NSK’s efterforskning af et større sagskompleks, som har tråde til flere af de ulovlige fildelingstjenester, som RettighedsAlliancen gennem tiden har anmeldt.

I den første sag blev en 48-årig mand fra Vordingborg idømt 1 år og to måneders fængsel, hvoraf fire måneder blev gjort ubetinget. Ved Retten i Nykøbing Falster tilstod han at have medvirket til ophavsretskrænkelser af grov karakter ved at uploade indhold til og huse to servere for fildelingsnetværket “Scenen”. Indholdet bestod primært af danske børneserier og udenlandske serier med danske stemmer fra en række prominente streamingtjenester. Da NSK anholdt ham på hans bopæl, blev han fundet i færd med at kopiere og lagre indhold fra forskellige streamingtjenester.

I den anden sag tilstod en 46-årig mand fra Hillerød at have medvirket til ulovlig deling af 74 terabyte med film og serier via tjenesterne SuperBits og DanishBytes. Han blev ved Retten i Hillerød idømt i at ni måneders fængsel, hvoraf tre måneder blev gjort ubetinget. Dertil blev han idømt 120 timers samfundstjeneste.

NSK oplyser, at yderligere to sager i sagskomplekset er sendt til retten og afventer berammelse.