Det skal ikke kunne betale sig at kopiere andres design, men hvordan sikrer vi fair erstatning i sager om designkrænkelser? Det diskuterer vi på Folkemødet lørdag.
Mange designere og kunsthåndværkere bliver udsat for kopiering af deres produkter, hvilket ofte medfører alvorlige konsekvenser for deres forretning og kreativitet. Samtidig er det både dyrt og langstrakt at føre en retssag, udfaldet er ofte uforudsigeligt, og i mange tilfælde oplever designere og kunsthåndværkere, at den tildelte erstatning ikke er dækkende.
Hvordan sikrer vi, at de tilkendte vederlag og erstatninger ved krænkelser af design og kunsthåndværk faktisk lever op til hensigten?
Det er omdrejningspunktet, når UBVA, Akademikerne og RettighedsAlliancen holder debat på folkemødet:
Fra kopi til kompensation: Om fair erstatning i designsager
Lørdag den 15. juni kl. 12.30 – 13.15 ved K8 – Akademikernes Hus.
I panelet:
- Kunsthåndværker Marie Retpen
- Kulturordfører for Venstre, Jan E. Jørgensen
- Formand for UBVA, Morten Rosenmeier
- Direktør i RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund
Moderator: Advokat Martin Dahl Pedersen
Vi håber, du har lyst til at kigge forbi.