Foto: Keen Heick-Abildhauge

Nyt danskforløb hos Gyldendal sætter fokus på forskellen af dit og mit

aug 27, 2024 | Kampagner

27. august 2024

9 ud af 10 unge har prøvet at streame ulovligt, inden de forlader folkeskolen. I forløbet ’Dit og mit på nettet’ dannes de unge til at gå imod den usunde streamingkultur.

RettighedsAlliancens ungepanel udtrykker ofte, at de ikke føler sig som digitalt indfødte, selvom mange voksne er af den opfattelse. For de unge ved ikke altid, hvad der er rigtigt og forkert på nettet. Og, hvis mange gør noget, fx streamer ulovligt, så føles det ok og normalt at tappe ind i en usund kultur, hvor man gør noget ulovligt.

Derfor lancerer RettighedsAlliancen nu et nyt danskforløb, med støtte fra Kulturministeriet, hvor de unge lærer at skelne mellem dit og mit på nettet. For det giver fortsat mening, at vi danner de unge i, hvordan de færdes digitalt. Det indebærer viden om ophavsret ved, at de unge lærer, at tilgængeligt ikke altid betyder lovligt, og at det har konsekvenser, når man forbruger indhold ulovligt.

Find forløbet på Gyldendals udskolingsportal her

Dit og mit på nettet

Forløbet, Dit og mit på nettet, tager afsæt i at film, serier og sport er en stor del af vores kultur, som netop generationen af unge er storforbrugere af. Men desværre tilgår mange unge indhold, som ligger tilgængeligt på ulovlige sider. Faktisk har 9 ud af 10 har streamet ulovligt, inden de forlader folkeskolen. Det betyder, at de bevidst eller ubevidst begår ulovlige handlinger, når de forbruger indhold på nettet.

Forlagschef hos Gyldendal, Mikael Pedersen, siger:

Mere end nogensinde er det afgørende, at elever får en dyb forståelse for, at alt kreativt indhold – om det så er møbler, musik, film eller bøger – er skabt af mennesker, og at disse mennesker har nogle rettigheder, som man skal respektere, hvis man vil bruge deres indhold. Gyldendal er rigtig glade for at kunne samarbejde med RettighedsAlliancen om forløbet ’Dit og mit på nettet’, som på en engagerende måde bringer eleverne i situationer, hvor de selv aktivt kommer til at arbejde med sådanne rettighedsspørgsmål. På den måde kan vi i fællesskab bidrage til elevernes digitale dannelse.

Gennem forskellige danskfaglige vinkler arbejdes der i Dit og mit på nettet med, hvordan vi navigerer i det hav af fristelser, som vi alle (både børn, unge og voksne) møder på nettet. Forløbet giver eleverne et sprog for, viden om og handlemuligheder til at kunne træffe sunde, sikre og lovlige valg i fremtiden. Desuden guider forløbet også læreren i at være lovlig sammen med sine elever.

Forløbet er gratis for alle med et unilogin og ligger frit tilgængeligt på Gyldendals udskolingsportal.

Dit og mit på nettet er støttet af Kulturministeriet.