Foto: Guillaume Perigois

RettighedsAlliancen deltager i europæisk samarbejde om at afskære pengestrømme

jun 6, 2024 | Samarbejder

6. juni 2024

I slutningen af maj blev Dialogforums europæiske islæt styrket, da RettighedsAlliancen tilsluttede sig Europa-kommissionens samarbejdsaftale om at begrænse annoncering på problematiske sider.

Dialogforums indsats for at afskære annoncering og pengestrømme til ulovlige internettjenester stopper ikke ved de danske grænser. Derfor har RettighedsAlliancen netop tilsluttet sig Europa-kommissionens (DG GROW) ”Memorandum of understanding (MoU) on online advertising and intellectual property rights”, som samler 30 organisationer på tværs af Europa om at styrke håndhævelsen af rettigheder via en følg-pengene tilgang.

RettighedsAlliancens deltagelse i MoU’et sker i kraft af Kulturministeriets Dialogforum, der samler annoncører, rettighedshavere, medier, betalingsformidlere m.fl. om at bekæmpe ulovligt indhold på internettet. Netop med den danske samarbejdsliste, som er grundlaget for aktørernes samarbejde om at sætte ind overfor ulovlige tjenester og problematiske sider, er den danske indsats på området forbilledlig. Vi ser derfor frem til at deltage i det internationale samarbejde om, at fremme best practice og udvikle nye initiativer og værktøjer, som sætter ind overfor rettighedskrænkende og ulovlige tjenester på internettet.

Læs mere om RettighedsAlliancens tilslutning af MoU’et