Foto: Lukas Blazek

2017 opsummeret: Digital kriminalitet er et større problem end nogensinde før

apr 23, 2018 | Analyse, Publikationer

23. april 2018
Data for 2017 viser, at trafikken til ulovlige tjenester er i vækst. Samtidig ser vi, at værktøjerne til at bekæmpe det ulovlige marked virker. Og også, at de skal opskaleres og udbredes markant, hvis vi skal se en virkelig effekt. Der er brug for en akut og bredere indsats i kampen mod digitale ulovligheder.

IP-kriminalitet og ulovlige tjenester bliver en mere og mere dominerende faktor på det digitale marked. Det viser RettighedsAlliancens datarapport for 2017 med tydelige tal, hvor danskernes trafik til ulovlige hjemmesider er steget med hele 67 procent fra 2016 til 2017. Med ikke mindre end 596 millioner besøg alene sidste år, er der ingen tvivl om, at digital kriminalitet har bevæget sig langt ind i de danske stuer, og at det er en kriminalitetsform, der kræver øget fokus.

De digitale kriminelle er innovative og har i dag frit spil på internettet, og derfor er det vigtigt, at de værktøjer, der er effektive til at bekæmpe kriminalitet tilpasses og etableres i den digitale virkelighed. Der dukker konstant nye ulovlige tjenester op, og samtidig ser vi, at danskerne i højere grad tilgår ulovlige tjenester fra telefoner og mobile enheder – ligesom det er tilfældet for det lovlige marked. Denne tendens gør ulovlige tjenester lettere tilgængelige og dermed problemet endnu mere allestedsnærværende.

Danmark er foregangsland
RettighedsAlliancen har udviklet en række redskaber, der har vist sig effektive i kampen mod det ulovlige marked. En skarp blanding af adfærdsbaserede oplysningskampagner og intervenering i ulovlig trafik skal sikre, at lovlige tjenester bliver danskernes foretrukne i deres digitale forbrug.

Den dynamiske tilgang som RettighedsAlliancen bruger i bekæmpelsen af IP-kriminalitet er unik for Danmark, og mange lande holder øje med os. Som det eneste land i verden samarbejder RettighedsAlliancen med interessenter på alle sider af ophavsrets- og digitaliseringsbordet. Et samarbejde, der sikrer, at vi har de stærkteste våben mod de digitale kriminelle bagmænd.

Ulovlig streaming som værktøj
Det er især online film- og serie-tjenester, der dominerer danskernes ulovlige forbrug. Men også nye teknologiske muligheder som streaming af live sport, IP-TV og stream ripping vokser hastigt på det ulovlige marked. Også lukkede, danske fora udfordrer de lovlige forretningers eksistensmuligheder.

Fælles for de ulovlige tjenester er, at bagmændene, uden større risici, tjener rigtig mange penge, blandt andet på annoncekroner. Det er med andre ord lukrativt at være digital kriminel, fordi opdagelsesrisikoen er lav, og straffene ligeså. Men problemet handler om mere end krænkelse af ophavsret, det handler i høj grad også om, at mange ikke ved, hvor stor en risiko de selv løber, når de går ind på ulovlige sider. Organiserede kriminelle netværk udnytter de populære, ulovlige tjenester til at plante malware og stjæle personfølsomme oplysninger fra brugerne. Film og andre indholdsprodukter er lokkemad, der trækker brugerne til tjenesten. Hos brugerne stjæler de kriminelle oplysninger som de sælger videre på det sorte marked, og det er hvert tredje besøg på ulovlige filmsites, der resulterer i et fjendtligt angreb på brugerens computer.

Direktør for RettighedsAlliancen, Maria Fredenslund, fortæller:

”Mange tror, at ulovlig streaming udelukkende handler om, at vi skal støtte vores kulturudbydere, og det gør det i høj grad også. Men det handler i lige så høj grad om, at vi befinder os i en tid, hvor kriminelle udnytter manges uvidenhed om, hvordan man gebærder sig sikkert på internettet. Udfordringerne med den omfattende digitale kriminalitet er en opgave, som private virksomheder hverken kan eller skal løfte alene, og derfor ser vi med stor imødekommenhed på initiativer fra myndighedernes side, herunder den taskforce, der er blevet nedsat i en forsøgsperiode, med hensyn til at sikre, at internettet bliver en tryg platform for både virksomheder og brugere.”

For spørgsmål eller uddybende kommentarer, kontakt RettighedsAlliancen direktør, Maria Fredenslund på maria.fredenslund@rettighedsalliancen.dk eller 21 64 74 48

Læs hele RettighedsAlliancens datarapport for 2017