Foto: Envato Elements

Bagmand bag DanishBits udleveret fra Marokko og fængslet i sag om ulovlige piratservere

mar 18, 2021 | Samarbejder

18. marts 2021

En 33-årig mand, der i oktober 2020 blev anholdt i Marokko på baggrund af en efterforskning, hvor fildelingsnetværket DanishBits blev lukket, er blevet udleveret fra Marokko. Anholdelsen og udleveringen viser, at det internationale politisamarbejde fungerer.

I 2016 anmeldte RettighedsAlliancen fildelingsnetværket DanishBits for ulovligt at udgive danske film på tjenesterne før deres officielle premieredato, foruden at dele artikler, e-bøger og musik – uden samtykke fra rettighedshavere.  

Anmeldelsen førte til, at SØIK i oktober 2020, efter flere års grundig efterforskning, gennemførte en omfattende international aktion mod den centrale bagmand bag DanishBits. Aktionen resulterede i nedlukningen af tjenesten samt anholdelsen af den danske hovedbagmand, som befandt sig i Marokko.

Anklagemyndigheden har i dag i en pressemeddelelse meddelt, at den 33-årige bagmand nu er blevet udleveret fra Marokko og er blevet varetægtsfængslet i 25 dage ved et retsmøde i Københavns Byret.

Læs hele pressemeddelelsen her.

Specialanklager Dorte Frandsen fra SØIK, der har efterforsket sagen, udtaler følgende: 

”Vi betragter den 33-årige som bagmand i et omfattende fildelingsnetværk. Sagen efterforskes fortsat, og man skal ikke tro, at man kan gemme sig i udlandet og på den måde undgå at blive stillet for retten. Det internationale samarbejde fungerer, og man risikerer at sidde længe i et fængsel i udlandet”.

Hos RettighedsAlliancen glæder direktør Maria Fredenslund sig over de stærke kompetencer, som SØIKs IP-Taskforce besidder. ”Det er enormt tilfredsstillende for rettighedshaverne at opleve, hvordan SØIK slår til mod danske bagmænd både inden- og udenfor Europa. Det sender et tydeligt signal om, at de kriminelle ikke kan gemme sig – heller ikke udenfor Danmarks grænser. Det er virkelig en fremragende indsats fra både SØIK, Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) og fra andre involverede landes politimyndigheder,” udtaler Maria Fredenslund.

Hold dig opdateret

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, og få seneste nyt om udviklingen på det ulovlige marked direkte i din mailboks. Du kan til hver en tid framelde det igen ved at bruge linket nederst i nyhedsbrevene.

Tak for din tilmelding!