Foto: Malte Wingen

Det digitale musiksalg erobrer førertrøjen

mar 1, 2013 | Publikationer

1. marts 2013

Salget af digital musik i Danmark har for første gang overhalet salget af fysiske formater: Download og streaming gav cd’er og lp’er et ordentligt baghjul i 2012 – året fremviste en nærmest eksplosiv vækst i danskernes digitale musikforbrug.

Det viser helt friske tal fra musikselskabernes brancheorganisation IFPI.

54,1 % af de danske musikselskabers samlede omsætning stammer nu fra digitale tjenester. Fremgangen skyldes især streamingtjenesterne, som allerede ved udgangen af 2012 stod for 25 % af indtægterne fra det samlede musikmarked.

På grund af cd-salgets nedtur er musikselskabernes samlede omsætning dog faldet med 3 %. Den endte dermed på i alt 408 mio. kr. i 2012. Alligevel er der grund til optimisme. Det er nemlig den mindste nedgang, siden branchen ved årtusindskiftet begyndte at mærke digitaliseringens udfordringer på bundlinjen. Så man kan tale om en opbremsning.

Af den grund vurderer IFPI også, at udviklingen snart vender, og musikselskaberne kan se frem til vækst – måske allerede i 2013.

Læs IFPI’s pressemeddelelse.

Hent den samlede årsrapport: Musikselskaber – tal og perspektiver 2012.