Foto: Nordwood Themes

Filmmagasinet Ekko konfronterer YouTube med håndtering af ulovlige upload af film

aug 20, 2020 | I medierne

20. august 2020

Artiklen sætter spot på de mange ulovligt uploadede film på YouTube og bl.a. RettighedsAlliancens udfordringer med adgang til platformens håndhævelsesværktøj, Content ID. 

Filmmagasinet Ekko har i deres artikel ”Google profiterer på filmtyve” (udgivet tirsdag den 17. august) foretaget en grundig undersøgelse af de mange upload af ulovlige film til YouTube og platformens håndtering heraf.

Ikke overraskende lykkedes det journalisterne på Ekko at finde 31 piratkopierede film på YouTube på blot 15 minutters søgning – heraf en lang række danske titler.

Artiklen sætter dermed spørgsmålstegn ved YouTubes Content ID-system, og i artiklen rejser RettighedsAlliancens direktør, Maria Fredenslund, ligeledes en kritik af den manglende tilgængelighed til systemet for mindre producenter.

Selv har RettighedsAlliancen i adskillige år arbejdet ihærdigt på at få adgang til

YouTubes Content ID, for bedre at kunne repræsentere og beskytte medlemmers rettigheder, men på nuværende tidspunkt er det endnu ikke lykkedes.

I nedenstående uddrag fra artiklen uddyber Maria Fredenslund problematikken:

—Uddrag fra artiklen—

Maria Fredenslund er direktør i RettighedsAlliancen, der hjælper danske producenter med at beskytte deres ophavsrettigheder.

Hun mener ikke, at YouTube gør nok for at rense platformen for ulovligt uploadede spillefilm.

”Jeg synes ikke, at YouTube stiller effektive håndhævelsesværktøjer til rådighed. YouTube er forpligtet til at fjerne indhold, der ikke må være der. Den forpligtelse synes jeg ikke, de lever op til,” siger hun.

Kan YouTube drages til juridisk ansvar for, hvad der ligger på deres platform? Det er i øjeblikket ved at blive undersøgt i en sag ved EU-domstolen.

”Afgørelsen vil sammen med et nyt EU-direktiv danne præcedens for, om techgiganten bryder loven, så længe de ikke udviser en høj indsats i samarbejde med rettighedshaverne for at fjerne filmene på deres platform,” siger Maria Frydenslund.

Set med Fredenslunds øjne er det væsentligste problem, at kun de største filmproducenter har adgang til Content ID-systemet. Herhjemme drejer det sig om Nordisk Film og Zentropa samt SF Studios via moderselskabet i Sverige.

Det betyder, at mindre producenter i princippet måned for måned skal sidde og holde øje med, om deres film bliver lagt op på YouTube. Det er ikke alene tidskrævende på en tjeneste, hvor der hvert minut bliver uploadet omkring 500 timers materiale. Det kan også være sin sag at finde frem til en bestemt film blandt milliarder af videoer.

Og det er sjældent nok at søge på en titel.

I mange tilfælde skal man bruge andre søgenavne, når man vil finde en film. Filmtyven kan eksempelvis have lagt filmen op med hovedrolleindehaverens navn eller camoufleret den med et helt andet navn.

Rigidt system

Hvis producenten opdager en af sine film på YouTube, kan han eller hun henvende sig til RettighedsAlliancen, som så vil bede YouTube om at fjerne filmen.

For heller ikke RettighedsAlliancen har adgang til Content ID. Man har forsøgt siden 2017, men er blevet afvist, fordi det er en nonprofit-organisation, som håndterer flere typer af rettigheder.

”Vi passer ikke ind i YouTubes rigide system, der er lavet til big business. De er ikke vant til en størrelse som os fra sådan et lille land. Men i det hele taget er systemet enormt uretfærdigt,” siger Maria Fredenslund.

Google tager stilling til, om et selskab har kompetencen til at kunne håndtere det juridiske ansvar at være med i Content ID-ordningen. Det har Nordisk Film, men de fleste danske filmselskaber er for små.

”Man skal i princippet have én til at sidde og administrere det. Store filmproducenter har bedre muligheder, men selv de kan komme til kort. Og de mindre filmselskaber falder helt igennem. De har ikke en jordisk chance.”

Værn om danske værdier

Et eksempel er Robert-vinderen Jesper Jargil. Hans dokumentar De ydmygede, der skildrer tilblivelsen af Lars von Triers dogmefilm Idioterne, er blevet vist 14,5 millioner gange på YouTube – uden rettighedshaveren Jargils accept.

”Jeg er helt chokeret. Havde jeg vidst, at filmen ligger på YouTube, havde jeg gjort noget ved det,” siger instruktøren.

Hvis De ydmygede var blevet lejet legalt til en pris af 39 kroner, havde det givet en indtægt på 565 millioner kroner.

”Hold da fest,” siger Jesper Jargil. ”Men får jeg adgang til nogle af de penge, som filmen har genereret i reklameindtægter? Jeg kunne bestemt godt bruge dem.”

Efter vores henvendelse har den danske RettighedsAlliancen hjulpet Jesper Jargil med at få filmen fjernet fra YouTube. Pengene kan han kigge langt efter.

Maria Fredenslund håber, at YouTube stepper gevaldigt op.

”Ophavsretskrænkelser er både ulovligt og meget alvorligt. Der er jo heller ikke forretninger, hvor du kan hive varerne ned fra hylderne uden at betale. Vi skal huske på, at der for de danske producenter og kunstnere kan være ganske vidtrækkende økonomiske konsekvenser for ulovlig distribution af deres indhold. Vi skal værne om dansk kultur.”

Læs hele artiklen på Ekkos hjemmeside, hvor også Google Danmarks kommunikationschef Jesper Vangkilde forholder sig til kritikken.