Med COVID-19’s indtog i Danmark er mange danskeres fritidsliv rykket online, hvor særligt streaming af film og serier er en yndet beskæftigelse i karantænetiden. Men hvordan finder du bedst vej til de lovlige tjenester?
Contagion, The Walking Dead og RuPauls Drag Race er blot nogle af de titler på film og serier, som danskerne i stigende grad har eftersøgt på Google de seneste uger, hvor Corona-virussen har indgydt til indendørsaktiviteter.
Aktiviteter inden døre er nemlig for mange lig med streaming af film og serier både på de lovlige tjenester men desværre ligeledes på de ulovlige tjenester, hvor internationale analyser har påvist en øget aktivitet i disse dage. I en tid hvor de kriminelle bagmænd, der tilbyder de ulovlige tjenester, er gode til at efterligne de lovlige, kan det for den almindelige bruger være svært at skelne mellem de forskellige streamingtjenester.
Derfor vil RettighedsAlliancen gerne bidrage med nogle gode råd til, hvordan du kan sikre dig, at en onlinetjeneste er lovlig.
Find vej til de lovlige tjenester
En nem og sikker vej til lige præcis det indhold, du søger, er gennem søgemaskinen filmfinder.dk. FilmFinder giver dig mulighed for at søge på en specifik film eller serie, hvorefter du præsenteres for alle de lovlige tjenester, både danske og udenlandske, der tilbyder den.
Derudover har kampagnen Share With Care udarbejdet en liste over de lovlige danske tjenester, der findes online. Bruger du en tjeneste fra listen, kan du være sikker på, at du befinder dig på en lovlig og sikker hjemmeside, hvor den kunstner, du ser, læser eller lytter til, får betaling for sit arbejde.
Spot en ulovlig tjeneste
Skulle du alligevel være i tvivl, om hvorvidt den tjeneste du er havnet på, er lovlig, har vi nogle tips til, hvordan du spotter en ulovlig tjeneste:
Brug din sunde fornuft. Det kan lyde banalt, men hvis det virker for godt til at være sandt, så er det det nok også. Tilbyder tjenesten fx gratis og ubegrænset adgang til film og serier, er det i hvert fald en god idé at undersøge tjenesten en ekstra gang.
Er der mange pop-up reklamer, når du prøver at downloade eller streame en film? Så er siden højst sandsynlig ulovlig.
Har du mulighed for at se, hvilken type abonnementer, du kan tegne? Kan du se vilkår- og betingelser, og er der kontaktoplysninger på personerne bag tjenesten? På lovlige tjenester vil det tydeligt fremgå, hvilke muligheder du har som forbruger, og hvem du kan kontakte, hvis du har spørgsmål. Det har du som oftest ikke på de ulovlige.
Hvorfor er det vigtigt?
Der er mange konsekvenser ved at benytte ulovlige tjenester. Der er personlige konsekvenser, som risikoen for at få installeret malware på sin PC, foruden det faktum, at det er ulovligt, men der er også samfundsmæssige konsekvenser ved, at producenter og kunstnere ikke får betaling for de film, serier, bøger, etc. de laver.
Når producenter og kunstnere ikke betales for deres arbejde, undergraves selve produktionen af alle de kulturelle produkter, som vi alle bl.a. nyder godt af i disse dage, hvilket i sidste ende fører til et mindre og kvalitetsmæssigt dårligere udbud af indhold.
Derfor gælder det også om at udvise samfundssind online, så vi sammen kan værne om de kreative kræfter og os selv.
7 tegn på, at en tjeneste er ulovlig:
- Al indholdet er gratis, også de allernyeste film, som du normalt betaler for at se.
- Du kan se film gratis eller næsten gratis, der ellers kun vises i biografen.
- Der er mange pop-up reklamer.
- Stavefejl i tekster.
- Hjemmesidens navn lyder underlig.
- Du bliver straks viderestillet til en ny hjemmesideadresse.
- Du kan ikke komme i kontakt med dem, der står bag sitet.