Foto: Os Der Elsker Viden

Kampagnen Os Der Elsker Viden intensiveret mod studiestart

sep 8, 2020 | Kampagner

8. september 2020

Studiestart er lig med pensumlister og bogindkøb for landets mange studerende. Desværre bliver alle bøgerne ikke købt på lovlig vis, og derfor har kampagnen Os Der Elsker Viden pustet ekstra vind i sejlene mod studiestart.

Knap 70.000 personer har fået tilbudt en studieplads på en af landets videregående uddannelser med start i sommeren 2020. Som bekendt betyder studiestart en stigning i salget af studiebøger, men de seneste år har vi desværre også set en stigning i den ulovlige deling.

Siden kampagnen Os Der Elsker Viden blev lanceret i 2017, har RettighedsAlliancen registreret mere end 2000 ophavsretskrænkelser på litterære titler – størstedelen af dem på Facebook og Den Blå Avis, men også på andre sociale platforme. De mange krænkelser er dog formentlig blot toppen af isbjerget, da erfaring viser, at en stor del af delingen foregår i lukkede fora og gennem private beskeder.

Derfor er kampagnens oplysningsindsats blevet intensiveret op mod studie- og semesterstart for at dæmme op for den omfattende ulovlige deling. Ligesom de forgangne år er formålet med oplysningsindsatserne at udbrede viden til de studerende om, hvornår det er hhv. lovligt og ulovligt at kopiere og dele studiebøger, samtidig med at understrege at brud på reglerne er seriøs kriminalitet.

Seriøs kriminalitet

Intensiveringen af Os Der Elsker Videns kampagneaktiviteter har i praksis betydet en øget annoncering af kampagnens budskaber på de platforme, hvor krænkelserne foregår. Eksempelvis dukker der en bannerannonce op på den Den Blå Avis ved søgning på ”studiebøger”, der tydeliggør do’s and dont’s, når det kommer til kopiering og deling af studiebøger.

Derudover har vi fået landets uddannelsesinstitutioner til at sprede Os Der Elsker Videns budskaber i deres kommunikation med de studerende gennem deling af de oplysningsmaterialer og infografikker, der ligger frit tilgængelige på www.osderelskerviden.dk.

Institutionernes og andre relevante parters engagement og ansvarstagen er nemlig en vigtig del i synliggørelsen af alvoren ved ulovlig kopiering og deling af studiebøger, idet de er nogle af de studerendes nærmeste autoriteter.  

Og der er efterhånden ingen tvivl om seriøsiteten, der omgiver denne form kriminalitet. I både 2019 og 2020 fik SØIK’s IP-Taskforce sat en streg under alvoren ved ulovlig kopiering og deling, da det lykkedes at få tre personer dømt for systematisk, ulovlig deling af digitale studiebøger. I alle tre sager blev de tiltalte idømt betingede fængselsstraffe.

Dommene cementerer ikke alene, at det er strafbart og har nogle helt konkrete konsekvenser for de personer, der sætter sig ud over ophavsretten og kopierer og deler studiebøger, men også at Os Der Elsker Videns budskaber fortsat er relevante at få bredt ud til studerende.

Os Der Elsker Viden er samarbejde mellem RettighedsAlliancen, Danske Forlag, Copydan Tekst og Node, samt en række forfattere, forlag og relevante myndigheder.