”Maria Fredenslund har vedholdende holdt fast i vigtigheden af ophavsrettigheder”: Nu hædres hendes indsats med UBVA-prisen.
Siden RettighedsAlliancen blev stiftet i 2015, har danske rettighedshavere stået sammen på tværs af brancher i en fælles indsats for at beskytte rettigheder på internettet. Kampen for at skabe politisk opbakning til håndhævelse af rettigheder og udvikle praktiske løsninger til sikringen af indhold har ikke været let. Som direktør og stifter af RettighedsAlliancen har Maria Fredenslund ledt danske rettighedshavere gennem stormen og været spydspids for udviklingen af effektiv håndhævelse af indhold i den digitale virkelighed.
Maria Fredenslunds store indsats blev hædret torsdag den 9. november, hvor hun modtog UBVA-prisen 2023.
UBVA-prisen tildeles årligt af Akademikerne og dets Udvalg til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), til personer, der har gjort en bemærkelses- og anerkendelsesværdig indsats for at fremme intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder ophavsretten. Maria Fredenslund tildeles prisen for hendes store indsats for at skabe politisk forståelse og opbakning til beskyttelsen af rettigheder – også når de ligger på internettet. Dertil gives prisen for hendes vedholdende arbejde for at sikre ophavsret for alle, der er producenter af kunst, design og viden.
Læs motivationen bag Marias modtagelse af prisen her
Modige rettighedshavere
UBVA-prisen er ikke alene en stor anerkendelse af Maria Fredenslunds store bidrag til beskyttelsen af rettigheder, men også af de mange danske rettighedshavere, der står sammen om at værne om egne og andres rettigheder. Det er et unikt fællesskab, som er baseret på et stort mod fra de mange kreative udøvere, som tager kampen op for at beskytte deres indhold i medvind og modvind.
Det lagde Maria Fredenslund også vægt på i sin takketale:
”Vi er lykkes med at skabe løsninger på et område, hvor mange var magtesløse – og hvor der fandtes stor modstand. Nøglen er, at vi skal stå sammen om at beskytte rettigheder. Jeg er stolt af at stå i spidsen for så mange modige rettighedshavere. Nu står vi ved foden af den næste store udfordring, kunstig intelligens, hvor indhold bruges og misbruges uden hensyn til rettigheder. Igen frames teknologi og rettigheder som hinandens modsætninger. Nogen stiller endda spørgsmålstegn ved, om der overhovedet er brug for kreative rettighedshavere, når nu vi har maskiner, der kan skrive bøger, producere film, musik og sikkert også snart designprodukter. Men jeg tror ikke, vi kan undvære menneskelig kreativitet og den kraft der er i det. Og heldigvis har vi et andet udgangspunkt i dag end ved internettets udbredelse.”